Dansk cykelsport har ikke just væltet sig i internationale sejre i denne sæson, men i weekenden noteredes to af slagsen. Team Concordia Forsikring-Vesthimmerland satte et fornemt punktum for sin hidtil mest eksotiske opgave, da Philip Nielsen triumferede i massespurten på sidste etape i det otte dage lange Vuelta Mexico. Og på de engelske landeveje var det Glud og Marstrand/LRØ Rådgivning, der brillerede, da Michael Berling susede først over stregen i East Midlands Cicle Classic, mens holdkammeraten Kasper Linde Jørgensen besatte fjerdepladsen. Fem sejre med en måneds mellemrum Dermed kan der konstateres en meget pudsig kendsgerning, for de fem førstepladser, danske ryttere hidtil i år er noteret for i løb på den internationale terminsliste, er alle hjemført sidst på måneden. Michael Reihs (Team Designa Køkken-Blue Water) lagde ud 24. januar med at vinde sidste etape i La Tropicale Amissa Bongo i Gabon.
Alex Rasmussen (Saxo Bank) slog til nøjagtigt en måned senere på enkeltstarten i Ruta del Sol, og 24. marts var det holdkammeraten Matti Breschels tur i Dwars door Vlaanderen. Sevilla sejrede sammenlagt Team Concordia har været på et hårdt job i den mexicanske rundtur, der havde den spanske veteran Oscar Sevilla (Rock Racing) som samlet vinder. I klassementet formåede danskerne ikke at hævde sig, idet Daniel Foder og Nikola Aistrup som de bedste blev henholdsvis nr. 69 og 70 lidt over en time efter Sevilla. Vandt med en længde Så meget mere imponerende var det, at de på finaleetapen, der afvikledes i hjertet af Mexico City på en 10 km rundstrækning, som skulle gennemkøres 10 gange, var i stand til at mobilisere en flot kollektiv indsats, som gjorde det muligt for 22-årige Philip Nielsen at levere en spektakulær afslutning. Den unge dansker, der for en måned siden deltog på banelandsholdet ved VM i Ballerup Super Arena, blev afleveret så perfekt i spurten, at han sejrede med en længde til sine nærmeste rivaler Cesar Vaquera, Mexico, og sloveneren Aldo Ilesic. Berling tog revanche I det 168 km lange East Midland Cicle Classic kom otte ryttere samlet til mål, og Michael Berling, der fyldte 28 i lørdags, gav sig selv en forsinket fødselsdagsagave, da han i spurten afviste newzealænderen Dan Craven og englænderen Yanto Barker. Berling tog dermed et skridt op på sejrsskamlen i forhold til sidste år, da han nåede til mål sammen med englænderen Ian Wilkinson og måtte se sig slået af denne.




























