Hårdt arbejde venter i jagten på Tour de France-formen for Team Saxo Banks store håb i sommerens gigantbegivenhed, Andy Schleck – det understregedes endnu engang på den 217 km lange 6. etape i Tour of California fra Palmdale til Big Bear Lake. For selv om der undervejs sås mere aggressivitet fra den 24-årige luxembourgers side end hidtil i det amerikanske arrangement, mundede anstrengelserne ud i et nyt markant nederlag, da Andy Schleck krydsede målstregen side om side med holdkammeraten Jakob Fuglsang 14.30 min. efter den slovakiske vinder Peter Sagan (Liquigas). Rogers øgede den samlede føring Det italienske mandskabs 20-årige himmelstormer gentog dermed det foregående døgns imponerende bedrift, og stillede endnu engang en så eksplosiv finish til skue, at konkurrenterne blev slået med flere længder. Tættest på Sagan var australierne Rory Sutherland (United Healthcare) og Michael Rogers (HTC-Columbia). Sidstnævnte øgede med bonussekunderne for tredjepladsen sin føring i det samlede klassement en anelse. Rogers er nu fire sekunder foran amerikaneren Dave Zabriskie (Garmin), mens Sagan avancerede til tredjepladsen med et minus på ni sekunder. Voigt stadig med i topkampen De seneste tre sæsoners samlede sejrherre amerikaneren Levi Leipheimer (RadioShack) er på fjerdepladsen 14 sekunder efter australieren og dermed er der lagt op til uhyre spændende næstsidste etape, der afvikles som en 33,6 km lang enkeltstart. Her har også Team Saxo Banks tyske veteran Jens Voigt også chancen for at forbedre sin position i klassementet. Han var blandt de 20 ryttere, der fik noteret samme tid som Sagan, og han ligger i øjeblikket nr. 13 med et minus på 35 sekunder. Schleck og Fuglsang i langt udbrud Andy Schleck og Jakob Fuglsang var med i dagens lange udbrud, som etableredes umiddelbart inden den første af i alt syv bjergspurter. Offensiven bestod desuden af amerikanerne George Hincapie (BMC) og Jason McCartney (RadioShack), hollænderne Stef Clement (Rabobank) og Thomas Rabou (Team Type 1), spanieren Carlos Barredo (Quick Step) samt australieren Matt Wilson (Garmin). Hincapie, Wilson og McCartney holdt længst ud. Da de var blevet hentet forsøgte hollænderen Marc De Maar (United Healthcare) sig med 25 km tilbage. Han fik følgeskab af Matt Wilson, og de blev først hentet 1 km fra med efter en lang jagt med HTC-Columbis Tony Martin og Tejay Van Garderen, som de flittigste. Bedre takter end de foregående dage Andy Schleck viste klart bedre takter end på de foregående etaper, ligesom Fuglsang arbejdede ihærdigt for at holde tempoet i gruppen oppe. Med knap 40 km tilbage kunne det danske mandskabs luxembourgske stjerne imidlertid ikke følge med længere og kort efter slap også Fuglsang. Hård træning og Schweiz Rundt inden Touren Andy Schleck udtalte inden starten på løbet, at han ikke nærede forventninger om et samlet topresultat i Tour of California, men han gav også udtryk for, at han håbede at kunne hævde sig på den netop overståede etape. Det lykkedes kun delvist, og luxembourgeren kan kun trøste sig med, at der endnu er en rum tid til, at han skal leve op til rollen som Team Saxo Banks Tour-kaptajn. Efter Tour of California venter en periode med hård træning, og derefter skulle det gerne være en ganske anden Andy Schleck, der præsenteres i Schweiz Rundt fra 12. til 20. juni. Kun 86 ryttere tilbage i løbet Den lange udfordring til målet i cirka 2.500 meters højde var karakteriseret som løbets kongeetape, og hårdheden dokumenteredes da også af, at 15 ryttere opgav undervejs, mens 11 først nåede i mål efter tidsgrænsen, så deltagerfeltet nu kun består af 86 mand. Team Saxo Bank har foruden Voigt, Schleck og Fuglsang stadig Matti Breschel og Fabian Cancellara med i løbet, ligesom Lars Bak (HTC-Columbia) og Brian Vandborg (Liquigas) med i løbet. Bak mistede chancen sammenlagt Bak satte sin chance for en samlet topplacering over styr, da han på færden mod Big Bear Lake mistede 28 minutter. Bedste dansker er nu Jakob Fuglsang som nr. 23 med et minus på 17.52 minutter
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























