Endnu er den tidligere danske Tour de France–stjerne Michael Rasmussen ikke sluppet af med den kyssesyge, der har hæmmet hans udfoldelser hele sæsonen og tvunget ham til midlertidigt at indstille konkurrenceaktiviteterne. Det hindrer ham imidlertid ikke i at operere med planer for resten af året, og den nærmeste forestående er deltagelse i det danske mesterskab søndag 27. juni på landevejene ved Hobro, mens det på lidt længere sigt handler om Vuelta a Espana i september. Til stede ved Giro–finalen »Jeg har tilmeldt mig DM og satser på at deltage, hvis sygdommen ellers tillader det. Samme forbehold må jeg tage omkring Vueltaen, men jeg ser meget positivt på muligheden for at kunne være med i Spanien«, fastslår Michael Rasmussen, der i dag fylder 36 og har været uden arbejdsgiver, siden han selv valgte at stoppe på det lille Miche–mandskab på grund af kyssesygen. »I forbindelse med afslutningen på Giro d’Italia var jeg i Verona og snakkede med en hel del mennesker fra andre hold. Og det er bl.a. på den baggrund, jeg regner med, at Vueltaen kommer til at indgå i mit sæsonprogram«. »Der er ikke truffet nogen konkrete beslutninger, men folk i branchen ved jo godt, at jeg kan køre på cykel, selv om jeg lige nu ikke er i gang. Og jeg tror, der kan blive brug for mig i den spanske rundtur«. Fantastisk frustrerende »Men foreløbig skal jeg have bugt med kyssesygen, og det er fantastisk frustrerende, at jeg ikke aner, hvornår jeg er helt på toppen igen«. »Jeg har konsulteret fire forskellige eksperter. To har sagt, at jeg skal forholde mig fuldstændig i ro, de to andre, at jeg godt kan træne forsigtigt. Jeg har valgt at lytte mest til de sidste to, men det er ikke nogen rar fornemmelse, at jeg ikke aner, om det skader eller gavner, når jeg sætter mig på cyklen«. »Jeg går til jævnlige kontroller og får taget en masse prøver. Det eneste, jeg venter på nu, er at få grønt lys. På den anden side har jeg jo også fået at vide, at der kan gå mellem to og otte måneder, før virussen har forladt kroppen. Samt at den bedste kur er hvile og tålmodighed. Men det sidste har jeg ikke ret meget af«. God tid til Giroen Michael Rasmussen har haft god tid til at følge med i Giro d’Italia, og han er som de fleste andre af den opfattelse, at den tre uger lange rundtur har haft høj underholdningsværdi. »Jeg så transmissionerne hver dag på italiensk tv og synes virkelig, det var spændende langt hen ad vejen. Dog forstår jeg ikke, at løbet næsten gik i stå efter fredagens bjergetape«, konstaterer Michael Rasmussen. »Hvis jeg havde været i David Arroyos sted, havde jeg i hvert fald forsøgt at angribe«. Liquigas klart stærkest »Der var talt så meget om, at Gavia som det store bjerg om lørdagen skulle have en afgørende indflydelse, men der skete jo ingenting. Carlos Sastre og Alexandre Vinokourov prøvede, og det har jeg respekt for, selv om de gik ned. Hellere det end slet ikke foretage sig noget«. »Men overordnet hænger forløbet utvivlsomt sammen med, at Liquigas var ene om at have et rigtigt stærkt mandskab«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























