Bulletinerne om Kim Kirchens tilstand er stadig mere opmuntrende efter den voldsomt dramatiske hændelse for en uge siden, da den tidligere indehaver af den gule førertrøje i Tour de France i hast måtte indlægges på hospital efter hjertestop. I dag kunne hans russiske arbejdsgiver Team Katusha således meddele, at den snart 32-årige luxembourger – han har fødselsdag 3. juli, samme dag som Touren starter i Rotterdam – er blevet overført fra universitetssygehuset i Zürich til et hospital i hjemlandet, hvor han skal gennemgå yderligere undersøgelser. Kender endnu ikke årsagen Endnu er det nemlig ikke med sikkerhed fastslået, hvad der førte til den livstruende episode fredag aften, da Kim Kirchen mistede bevidstheden på det hotel, han var indkvarteret på sammen med holdkammeraterne under Tour de Suisse. Kim Kirchen blev genoplivet af Katushas læge og en ven, og på hospitalet lagde lægerne ham i kunstigt koma – en tilstand som først ophævedes i tirsdags. Fremtiden er fortsat uvis Han genkendte straks sine nærmeste, men kunne intet erindre om, hvad der var sket. Hvornår Kim Kirchen endeligt kan udskrives, er det endnu alt for tidligt at gisne om.
Ligeledes står det hen i det uvisse, hvilke konsekvenser det sindsoprivende forløb får for luxembourgerens fremtid, og om han i det hele taget bliver i stand til at genoptage karrieren.




























