Selv om der er tale om et højst mærkværdigt hændelsesforløb i den sag, der førte til, at Alex Rasmussen blev smidt ud af Post Danmark Rundt, er både hovedpersonen selv og hans chef på Team Saxo Bank, Bjarne Riis, enige om, at den danske verdensmester bærer hovedparten af skylden. »I bund og grund er det Alex, der har truffet beslutningen om ikke at køre den famøse sidste omgang, så derfor falder det tilbage på ham«, konstaterer Bjarne Riis, der dukkede op i Middelfart til aften for at se sine ryttere i aktion på enkeltstarten. »Alex ved det også godt selv, men det ændrer ikke på, at jeg synes, det er meget besynderligt, at der skal gå så lang tid, før beslutningen om at udelukke ham, bliver truffet«, siger Riis. Beslutningen trak ud i 24 timer Mere end 24 timer forløb der, fra Alex Rasmussen skulle have tilbagelagt den sidste af de tre omgange på rundstrækningen i Vejle, til han midt under opvarmningen – han skulle være startet klokken 18.19 – fik at vide, at han ikke længere var med i løbet. »Jeg befandt mig i går allerede oppe i holdbussen, da vores sportsdirektør Dan Frost gjorde mig opmærksom på, at jeg manglede en omgang«, fortæller en tydeligt sønderknust Alex Rasmussen. Troede det var et overstået kapitel »Jeg skyndte mig straks ned til målområdet og henvendte mig til løbsdirektør Jesper Worre for at høre, om jeg kunne få lov til at køre omgangen. Worre sagde imidlertid, at det var umuligt, og senere modtog vi en sms om, at alt var i orden«. »Nu bagefter er jeg selvfølgelig godt klar over, at det var en kommissær, jeg skulle have henvendt mig til, fordi det er juryen, der træffer den slags afgørelser og ikke Jesper Worre. Og det er også min egen skyld, at jeg ikke tog den sidste omgang«. »Men da jeg ikke hørte mere til sagen, troede jeg faktisk, det var et overstået kapitel. Specielt fordi ingen hindrede mig i at stille op på formiddagens etape«. Slået fuldstændig ud »Jeg var fuldstændig slået ud, da det stod klart, at jeg ikke måtte være med længere. Jeg havde virkelig satset på at vinde enkeltstarten, så det var en meget slem nedtur for mig. Heldigvis var holdkammeraterne parat til at trøste mig oppe i bussen, for jeg havde det rigtig svært«. »Nu gælder det om at se fremad. Det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om. Men skuffelsen over det, der er overgået mig, dukker hele tiden op, så jeg er meget langt nede«.