Ny triumf for årets spurtkonge

Lyt til artiklen

Mangfoldigheden af sprintere hos verdens mest vindende professionelle cykelmandskab, amerikanske HTC-Columbia, kom markant til udtryk i dag. For efter at australierne Mark Renshaw og Matthew Goss blev nr. 1 og 2 på formiddagens etape i Post Danmark Rundt, fulgte den 28-årige tysker André Greipel op på den bedrift på den afsluttende etape i Polen Rundt. Ung irer holdt førstepladsen Greipel overtrumfede i Krakow hviderusseren Yauheni Hutarovitj (Francaise des Jeux) og landsmanden Robert Förster (Milram) og noteredes dermed for den 16. triumf i år, hvilket gør ham til sæsonens suveræne nr. 1 på sejrslisten. Resultatet fik ingen indflydelse på den samlede stilling, og her hyldedes den 23-årige irer Daniel Martin (Garmin) for karrierens største triumf, da han uden de store problemer bevarede forspringet på otte og 10 sekunder til henholdsvis sloveneren Grega Bole (Lampre) og hollænderen Bauke Mollema (Rabobank). Martin Pedersen nr. 16 Danske Martin Pedersen (Footon-Servetto) førte sin fine indsats på de polske landeveje til ende og sluttede som nr. 16 sammenlagt 1.59 minutter efter Martin. Team Saxo Bank formåede ikke at hævde sig i den sidste spurt, og holdets bedste, polakken Jaroslaw Marycz, blev nr. 36 i klassementet med et minus på 10.33 minutter. Spurtsejre i Spanien og Portugal Både i Vuelta a Burgos og i Portugal Rundt mundede dagens anstrengelser også ud i en massespurt, men det var kun i det sidstnævnte arrangement, at det fik betydning i den samlede stilling. Franskmanden Jimmy Casper (Saur-Sojasun) sejrede, mens den portugisiske veteran Candido Barbosa (Palmeiras) på andenpladsen sikrede sig tilstrækkeligt med bonussekunder til, at overtog førertrøjen fra urkaineren Oleg Chuzhda (Caja Rural), der nu er tre sekunder efter på andenpladsen. I Spanien var det franskmanden Romain Feillu (Vacansoleil), der var hurtigst foran russeren Denis Galimzyanov (Katusha) og italieneren Enrico Rossi (Flaminia), men her er italieneren Giampaolo Caruso (Katusha) fortsat indehaver af førertrøjen. Triumf for debutant På de italienske landeveje kørtes Grand Prix Camaiore, og her slog den slovenske debutant Kristian Koren (Liquigas) til foran italienerne Giovanni Visconti (ISD) og Franceso Ginanni (Androni-Giocattoli).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her