Efter en af de fornemste danske VM-præstationer i nyere tid lykkedes det i dag Matti Breschel at erobre sølv i de tidlige morgentimer på de australske landeveje.
Kun nordmanden Thor Hushovd var i stand til at overtrumfe ham. Blot 50 meter fra mål lignede den 26-årige dansker en vinder efter forrygende forarbejde af Chris Anker Sørensen og Anker Lund, men Hushovd skød uimodståeligt frem i den modsatte side af vejen og sejrede med godt halvanden længde, mens Breschel, der i umiddelbar ærgrelse hamrede næven i styret, var ligeså klart foran bronzevinderen australieren Allan Davis. Smilet fremme igen Da først sejrsseancen stod på programmet, havde Matti Breschel imidlertid fundet det store smil frem igen, og det var da også fuldt ud berettiget. Det var anden gang, Breschel kunne lade sig hylde på medaljeskamlen, efter at det blev til bronze i 2008 i Varese. Sidste år blev han nr. 7 i Schweiz, og der er nu lagt op til den helt store optræden på hjemmebane næste år. Storfavorit satsede og tabte I en VM-kappestrid, der blev mere underholdende og afvekslende end længe set, tog den belgiske storfavorit Philippe Gilbert sin chance cirka 10 km fra mål på den næstsidste stigning og distancerede hurtigt rivalerne.


























