Vraget veteran vinder DM-guld og drømmer om OL

ens-Erik Madsen vinder DM i mændenes scratch, da der søndag var finaler i DM i banecykling i Ballerup Super Arena.
ens-Erik Madsen vinder DM i mændenes scratch, da der søndag var finaler i DM i banecykling i Ballerup Super Arena.
Lyt til artiklen

Med den 29-årige eksverdensmester Jens-Erik Madsen som undtagelsen var det teenagerne, der susede af sted med guldet på sidste dagen af de danske mesterskaber i banecykling i Ballerup Super Arena. 18-årige Lasse Norman Hansen, der i sommer strøg til tops i 3 km individuelt forfølgelsesløb ved juniorverdensmesterskaberne, kan nu også kalde sig national seniormester i både 1000 m på tid og den ny olympiske disciplin omnium, og den jævnaldrende Julie Leth, der ligeledes hentede guld i pointløb ved junior VM, føjede det danske mesterskab i scratch til den titel i 3 km individuelt forfølgelsesløb, som hun sikrede sig i fredags. Desuden erobrede 19-årige Michelle Lauge Dannebrogstrikoten i omnium efter en knivskarp kamp med Julie Leth, hvor den sidste af de seks afdelinger, forfølgelsesløbet, blev afgørende. Opmuntring efter bronze i pointløb For Jens-Erik Madsen kom det danske mesterskab i scratch som en kærkommen opmuntring, efter at han i lørdagens pointløb havde måtte tage til takke med bronzemedaljen efter Jesper Mørkøv og Lasse Norman. Og samtidig holdt sejren liv i håbet hos den tidligere deltager på det succesrige danske 4 km forfølgelseshold, om at der måske står en dør åben for olympisk optræden i London 2012, selv om han tidligt på året blev vraget i landsholdssammenhæng. Har ikke opgivet OL-drømmen »Jeg har bestemt ikke opgivet håbet om at komme med til OL, selv om jeg ikke indgår i landsholdsarbejdet netop nu«, siger Jens-Erik Madsen, der på sejrsskamlen flankeredes af Mathias Greve og Michael Smith Larsen. »Jeg har som familiefar ikke mulighed for at deltage i de omfattende forberedelser, der arbejdes med i øjeblikket. Men jeg har da til hensigt at fortsætte med at konkurrere på højeste niveau frem til OL. Og eftersom jeg har ladet mig fortælle, at de stærkeste ryttere vil blive udtaget til sin tid, bliver jeg ved med at tro på min chance«. To gange guld til stortalent Lasse Norman Hansen, der anses for et af de største og mest alsidige talenter i dansk cykelsport i adskillige år havde egentlig pointløbet som det overordnede mål ved DM-arrangementet i Ballerup. I den disciplin måtte han imidlertid nøjes med bronze, mens der ikke var slinger i valsen i 1000 meter på tid og omnium. I begge disse konkurrencer sejrede han foran landsholdskollegerne Niki Byrgesen og Christian Ranneries, og de to gange guld opvejede da også rigeligt skuffelsen i pointløbet. Satser ikke på omnium til OL »DM-titlen i omnium får mig nu ikke til at drømme om olympisk succes i London lige på det område«, konstaterer Lasse Norman. »4 km holdet er i den sammenhæng det altafgørende for mig. Også fordi jeg tvivler på, at jeg kan klare mig mellem de allerbedste på internationalt niveau i omnium. Her tilgodeses efter min mening de hurtige ryttere i de seks afdelinger, og eftersom min styrke ligger i udholdenheden, synes jeg ikke, det er værd at satse på«. »Derimod vil jeg næste år meget gerne prøve at kvalificere mig til deltagelse på enkeltstarten ved U 23 VM på hjemmebane«, fastslår Lasse Norman, der i morgen drager til Australien med banelandsholdet som led i forberedelserne til sæsonens første World Cup i Melbourne 2. december. Hjalp kæresten til DM-guld Foruden Norman, Byrgesen og Ranneries tager også Rasmus Quaade og Casper Folsach af sted. De to sidstnævnte gjorde ikke det store væsen af sig ved DM. Quaade fordi han stadig døjer med en knæskade, der tvang ham til at udgå allerede i den anden af de seks omniumafdelinger, Folsach fordi han umiddelbart inden mesterskaberne blev ramt af sygdom under træningslejren på Mallorca. Rasmus Quaade kunne derefter hellige sig sin opgave som træner for kæresten Michelle Lauge, og det samarbejde førte til en flot guldmedalje i omnium. Jævnbyrdig dyst hos kvinderne Michelle Lauge går efter en længere pause, hvor hun koncentrerede sig fuldt ud om at få studentereksamen i hus, nu maksimalt ind for cykelsporten, og i hende og Julie Leth har Danmarks Cykle Union to kvindelige aktører, som det nok er værd at satse på. De var uhyre jævnbyrdige undervejs i DM, og på tilsvarende vis fulgte 17-årige Kamilla Sofie Vallin og den blot 14-årige Amalie Dideriksen dem som skygger og placerede sig som henholdsvis nr. 3 og 4 i de tre discipliner på mesterskabsprogrammet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her