For første gang, siden Michael Rasmussen i 2005 modtog hæderen, var det en mandlig pedalatlet med exceptionelle bedrifter på landevejene, der i dag hyldedes som Årets Cykelrytter.
LÆS OGSÅ Sportschef: Matti skal nok blive verdensmester
Matti Breschel har de seneste sæsoner været med i opløbet, men måtte både i 2008 og 2009 se sig slået af det succesrige 4 km forfølgelsesmandskab. Inden da sikrede Jakob Fuglsang sig titlen takket være sit U23 verdensmesterskab i mountainbike, og i 2006 strøg Linda Villumsen til tops.
Satte fire rivaler på plads
I den aktuelle afstemning blandt læserne af magasinet CyclingWorld, der også er Danmarks Cykle Unions officielle organ, susede den 26-årige klassikerspecialist først over stregen blandt de fem, der på forhånd var nomineret som kandidater.
Breschels rivaler var den tredobbelte Post Danmark Rundt sejrherre Jakob Fuglsang, Alex Rasmussen, verdensmester i scratch og med fire førstepladser den mest vindende dansker på landevejen i betydende løb, etapetriumfatoren fra Giro d’Italia Chris Anker Sørensen samt juniorverdensmesteren i 3 km individuelt forfølgelsesløb Lasse Norman Hansen.
Har formatet til klassikerne
I foråret demonstrerede Matti Breschel, at han besidder formatet til at hævde sig i de store endagsløb i det nordlige Europa. Det blev til sejr i Dwars door Vlanderen, der er en af de traditionelle forberedelsesopgaver inden Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
I Gent-Wevelgem var der yderligere et flotresultat på vej, indtil han blev hæmmet af maskinskade, så det "kun" blev til en ottendeplads. I Flandern Rundt var råderummet begrænset for Matti Breschel i Team Saxo Banks taktik, hvor alt var lagt an på det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara, der da også på fornemste vis levede op til forventningerne.
Flot arbejde for holdet i Tour de France
Matti Breschel drev det alligevel til en placering som nr. 15, men i den efterfølgende uge fik han problemer med knæet, hvilket betød, at han var ude af stand til at gennemføre Paris-Roubaix. Desuden blev han tvunget til at holde en længere pause, så han først var tilbage igen i konkurrence igen midt i maj i Tour of California.
For første gang i karrieren blev Matti Breschel udtaget til Tour de France, hvor han viste sig som en særdeles vigtig brik i den kollektive satsning.
Fin form i Post Danmark Rundt
Oven i købet kom han ud af den tre uger lange styrkeprøve i glimrende form. Det stillede han bl.a. til skue i Post Danmark Rundt, hvor det blev til sejr på kongeetapen til Vejle samt er par dage i gult.
Matti Breschel sluttede sammenlagt som nr. 5 i den hjemlig rundtur, og nåede også at sende opmuntrende signaler om sine muligheder ved næste års verdensmesterskaber på dansk grund, idet han blev nr. 2 på finaleetapen, som afvikledes på den kommende VM-rute med mål på Geels Bakke.
VM-hovedrolle for tredje år i træk
Det var en streg i regningen for Matti Breschel, at Bjarne Riis ikke udtog ham til Vuelta a Espana. Her havde han planlagt at forberede sig til VM i Australien, men da det endelig gjaldt i medaljestriden down under, var det vanskeligt at få øje på, at Breschel skulle have været udsat for noget handikap.
I et superspændende løb måtte han på målstregen kun se sig overtrumfet af nordmanden Thor Hushovd, og dermed satte Matti Breschel en tyk streg under sine evner som mesterskabsrytter.
Breschel skriver dansk VM-historie De sås for alvor første gang i 2008 i Varese, da han erobrede VM-bronze efter italienerne Alessandro Ballan og Damiano Cunego. Sidste år i Schweiz var han ligeledes med fremme i den afgørende fase og blev nr. 7, og med sølvbedriften i Australien vil Matti Breschel givetvis være blandt da fremtrædende favoritter næste år på hjemmebane. Klar til klassikerne for Rabobank




























