Mens de tidligere verdensmestre i parløb Alex Rasmussen og Michael Mørkøv sætter kursen mod Berlin i sikker forvisning om, at de er tiltænkt en af hovedrollerne i seksdagesløbet i den tyske hovedstad, der starter i aften, føler den anden danske duo Marc Hester og Jens-Erik Madsen sig ikke ganske sikker på, hvad der venter dem i den sammenhæng.
LÆS OGSÅ Dansk par i internationalt gennembrud
»Vi har en mundtlig aftale om, at vi skal køre, men vi har ingen kontrakt, men nu tager vi af sted og håber på, at vi er med, når det går løs«, konstaterer eksverdensmesteren i holdforfølgelsesløb Jens-Erik Madsen.
Håber at kunne kæmpe om podieplaceringer
Hester og Madsen har i denne sæson manifesteret sig som en absolut habil dansk duo på de europæiske vinterbaner – senest med en tredjeplads i sidste uges arrangement i Bremen – og de er da også udset til en fremtrædende rolle på hjemmebane fra 3. til 8. februar.




























