Forrige mandag blev den 22-årige tysker John Degenkolb (HTC-Highroad) knebent besejret i Trofeo Cala Millor af amerikaneren Tyler Farrar (Garmin-Cervélo) og ved U23 VM i begyndelsen af oktober i Australien var det værtsnationens Michael Matthews, der henviste ham til sølvpladsen. Men i dag fik den unge tysker revanche over for begge, idet han var hurtigst i finalen på den 186,5 km lange 2. etape i Volta ao Algarve fra Lagoa til Lagos, mens Farrar og Matthews måtte tage til takke med placeringerne som henholdsvis nr. 2 og 3. Måtte vente på at juble Det varede dog lidt, før John Degenkolb, der efter tre sæsoner på talentmandskabet Thüringer Energie i år debuterer som professionel på det amerikanske HTC-Highroad, kunne juble for fuld udblæsning over triumfen. Spurten udviklede sig nemlig på en måde, så juryen først skulle studere videooptagelsen af opgøret for at se, om tyskeren havde optrådt korrekt. Det betød, at sejrsceremonien måtte udsættes en anelse, men slutteligt var det dog Degenkolb, der blev kaldt op for at modtage hyldesten. Contador atter godt med fremme De seneste to års vinder Alberto Contador, der tydeligvis er i hopla i sin debutopgave for Saxo Bank-SunGard, var tæt på finaledramaet, idet han krydsede stregen som nr. 13, og den 28-årige spanier sørgede dermed atter for at holde sig fremme, så han ikke satte dyrebare sekunder til. Igen i dag opstod der nemlig huller i spurten, og Contador var blandt de 27 ryttere, som anført af den tredobbelte Tour de France-vinders australske holdkammerat Baden Cooke noteredes for et minus på et enkelt sekund til de tre forreste, mens den næste gruppe var yderligere otte sekunder bagude. Forberedt på finalestigning »Der var en kort, hidsig stigning op mod mål, og det var Alberto forberedt på, så derfor sad han så langt fremme som muligt«, fortæller Saxo Bank-SunGards ejer Bjarne Riis. »Det viser mig, hvor opsat han er på at komme hjem med et godt resultat fra dette løb. Ganske vist er det ikke ikke mange sekunder, der endnu skiller rytterne, men det kan blive vigtigt i den sidste ende, at der ikke er mistet tid på de første etaper«
LÆS MERE Contador: Nu taler vi kun cykelløb
Sammenlagt fører belgieren Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto) stadig efter at være blevet nr. 6 på dagens etape. John Degenkolb indtager andenpladsen fire sekunder bagude, mens Tyler Farrar, Michael Matthews, tyskeren Gerald Ciolek (Quick Step) og Baden Cooke følger lige efter. Bortset fra Gilbert vil alle disse ryttere være chanceløse på mordagens etape, der slutter på en stigning. Cooke er den bedst placerede i en gruppe på 19 ryttere, der alle har 15 sekunder op til Philippe Gilbert. Blandt disse er også Alberto Contador på en 17.-plads. Team Leopard-Trek har tyskeren Fabian Wegmann med mellem de 19, men landsmanden Linus Gerdemann måtte opgive undervejs på etapen. Medaljer ved både junior og U23 VM




























