Efter to imponerende sejre slap Team Leopard-Treks spurtkanon Daniele Bennati op for krudt på dagens 181,1 km lange 4. etape i Circuit Sarthe fra Angers til Pré-en-Pail og måtte i den afsluttende fase se den hårdt erhvervede samlede førsteplads fortone sig langt ud i det fjerne. På den stærkt kuperede rundstrækning, som udgjorde finalen, stred Bennati ihærdigt for at sidde med i front, men måtte omsider erkende, at kræfterne ikke slog til. Franskmand scorede dobbelttriumf Den 30-årige italiener kom i mål med et minus på 6.09 minutter til den franske vinder Anthony Roux (FDJ), der scorede dobbelttriumf, idet han også overtog den gule førertrøje fra Bennati og nu har fem sekunders forspring til landsmanden Biel Kadri (Ag2r) og yderligere fire til skotten David Millar (Garmin-Cervélo).
LÆS OGSÅ Spurtkanon får danske bosser til at juble
Daniele Bennati kører i morgen i stedet i løbets pointtrøje, og hvis han ellers har overskud, skulle den afsluttende etape ligge godt til ham.
I det samlede klassement har Leopard-Trek derimod fuldstændig udspillet sin rolle.
To tempospecialister i langt udbrud
David Millars amerikanske holdkammerat David Zabriskie havde været af sted i dagens lange udbrud sammen med en anden tempospecialist, canadieren Svein Tuft, der i denne sæson kører for det canadiske Team Spidertech, efter at det planlagte eventyr på det australske Pegasus Sport led skibbrud.




























