Med det 24-årige tjekkiske stortalent Roman Kreuziger (Astana) som etapevinder og italieneren Michael Scarponi (Lampre) i et sikkert forsvar af førertrøjen sluttede Giro del Trentino i dag med en klar melding til Saxo Bank-SunGards spanske superstjerne Alberto Contador om, at han kan imødese endda særdeles skrap modstand, når han fra 7. maj skal søge at hjemføre karrierens anden samlede triumf i Giro d’Italia. Det fire dage lange arrangement i det nordlige Italien har vist, at adskillige af de ryttere, der satser målrettet på den forestående rundtur i Støvlelandet, er maksimalt forberedt, og Roman Kreuziger sørgede med dagens præstation på de 161,5 km fra Andalo til Madonna di Campiglio for at bringe sig afgørende ind i kredsen af favoritter til succes i Giro d’Italia. Kometagtig start på karrieren Den unge tjekke, der efter skiftet fra Liquigas er fremtidens mand på det kasakhiske Astana som afløser for Contador, har efter et nærmest kometagtigt indtog på den internationale scene i begyndelsen af karrieren, hvor han i 2008 som debutant i Tour de France sluttede på 13.–pladsen, ikke helt indfriet forventningerne. Det er måske en hård vurdering af så ung en rytter, der trods alt de seneste to år er sluttet som nr. 9 i Touren, men det er, som om både hans egne og andres forventninger har været rettet mod endnu fornemmere resultater. Første sejr siden februar sidste år Dagens sejr er den første, siden Kreuziger i slutningen af februar sidste år sluttede som samlet nr. 1 i Sardinien Rundt efter en etapegevinst undervejs. »Jeg har ikke kørt løb siden Paris-Nice modt i marts, så jeg var spændt på, hvordan det ville gå her i Giro del Trentino«, siger Roman Kreuziger, der sammenlagt havnede på 15.–pladsen med et minus på 2.26 minutter til Scarponi. »Nu tager jeg til Belgien for at køre Liège-Bastogne-Liège, og derefter gælder det Tour de Romandie, men mit helt store mål er en topplacering i Giro d’Italia«. Med i tidligt udbrud Roman Kreuziger var med i et tidligt udbrud, der desuden omfattede ukraineren Jaroslav Popovitj (RadioShack), italienerne Emanuel Sella (Androni-Giocattoli) og Matteo Montaguti (Ag2r) samt spanieren Angel Vicioso (Androni-Giocattoli). På den sidste stigning op mod målet i skisportsbyen Madonna di Campiglio, som i cykelsportssammenhæng ikke mindst er kendt som stedet, hvor Marco Pantani i 1999 iført den rosa førertrøje blev fældet med for høj hæmatokritværdi og smidt ud af Giro d’Italia, måtte Montaguti og Vicioso slippe. Popopvitj satsede forgæves Popovitj søgte at overrumple rivalerne med et angreb 450 meter fra stregen, men han blev hentet, og i spurten havde Kreuziger overtaget mod den tidligere Giro-bjergkonge Sella, som efter sin udståede dopingkarantæne nu er parat til et nyt eventyr i den forestående, tre uger lange styrkeprøve. Michele Scarponi kom i mål i den første forfølgergruppe 24 sekunder efter Kreuziger i selskab med sin nærmeste konkurrent sammenlagt portugiseren Tiago Machado (RadioShack) og dermed bevaredes status quo i klassementet med italieneren syv sekunder foran Machado. Sidstnævnte kan meget vel tænkes at blive en af Giro d’Italias store, positive overraskelser, og den rutinerede Popovitj har allerede erklæret, at han er parat til at slide for portugiseren. Tredje sæsonsejr til Scarponi Det var Scarponis tredje sejr i denne sæson – han har vundet en etape i både Sardinien Rundt og Tirreno-Adriatico – hvor han også har måttet affinde sig med at have været genstand for en politirazzia i forbindelse med de meget omfattende dopingefterforskninger, der er i gang i Italien. Scarponi kører – ligesom Contador – ikke flere løb inden Giro-starten i Torino om godt to uger. Men begge har travlt med at besigtige nogle af de skrappeste bjergetaper.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























