Spanierne Carlos Sastre, tidligere kaptajn og Tour de France-vinder hos Bjarne Riis, og Albert Contador, udset til rollen som Saxo Bank-SunGards bud på den samlede sejr i det forestående Giro d'Italia, er fuldstændig enige, når det gælder bedømmelse af den tre uger lange rundtur på de italienske landeveje.
Løbet, der køres fra 7. til 24. maj, synes i hårdhed at overtrumfe alt, hvad de hidtil er blevet udsat for i deres tid som professionelle cykelryttere.




























