Contador knuser alle rivaler på kongeetapen

etapevinder. Alberto Contadors landsmand Mikel Nieve vandt 15. etape.
etapevinder. Alberto Contadors landsmand Mikel Nieve vandt 15. etape.
Lyt til artiklen

På den mest krævende etape i årets Giro d'Italia stillede Bjarne Riis’s superstjerne Alberto Contador endnu engang magtfuldt til skue, at han er verdens i øjeblikket suveræne etapeløbskonge, og nu kan kun sort uheld hindre den 28-årige spanier i at vinde sin sjette store nationale rundtur i træk. Ganske vist var det ikke Contador, der kæmpede sig først over stregen i 1.948 meters højde efter 15. etapes 229 km fra Conegliano til Gardeccia. Den hæder tilfaldt landsmanden Mikel Nieve, der dermed sørgede for den anden jubeloplevelse i træk til et Euskaltel-mandskab, der har leveret en helt ekstraordinær indsats i den skrappe styrkeprøve - da Igor Anton sejrede i går, var det første gang nogensinde, det lykkedes for det baskiske mandskab at vinde i Giroen - men Contador var simpelthen så uhyggelig stærk i sit forsvar af førertrøjen, at det ikke kan undgå at aftvinge enorm respekt. Contador i flot solooffensiv På den afsluttende seks km lange klatretur op mod mål satte Saxo Bank-SunGard kaptajnen efter syv timers forudgående, vildt udmarvende strabadser alle sine værste konkurrenter på plads med en forcering så eksplosiv og elegant, at ingen formåede at svare igen. Godt 5,5 km fra toppen sagde Contador med sit legende lette og dog så effektfulde tråd farvel til sine følgesvende i gruppen med løbets favoritter, og langt hovedparten af de overlevende deltagere i dagens lange udbrud blev hentet. Kun to holdt stand De eneste, der holdt stand, var Nieve samt Giro d'Italia-sejrherren fra 2000, italieneren Stefabno Garzelli (Acqua & Sapone), der længe lignede en vinder, men ikke kunne stå imod, da Nieve hentede ham for foden af den sidste stigning. Garzelli kom i mål på andenpladsen 1.41 minut efter Nieve, mens Contador var yderligere 10 sekunder efter. Langt mere væsentligt for jagten på den anden samlede Giro-triumf efter 2008 var det imidlertid, at denne kraftpræstation, som tydeligvis tærede også på spanierens ressourcer, betyder, at afstanden ned til den ny nr. 2 Michele Scarponi (Lampre), nu er på 4.20 minutter. Fightede flot, men tabte terræn Den sejt fightende Vincenzo Nibali (Liquigas) dumpede ned på tredjepladsen med et minus på 5.11 minutter. Nibali forsøgte undervejs at udfordre Contador, men måtte i den afsluttende fase betale prisen for det. Nu har alle Giro-aktørerne mulighed for at hvile ud et døgn, inden der tirsdag står en 12,7 km lange bjergenkeltstart på programmet. Tidligere bjergkonge i udbrud Efter 10 km, eller knap halvvejs henne mod foden af dagens første stigning Piancavallo, gik Giroens tidligere bjergkonge, italieneren Emanuele Sella (Androni Giocattoli) og hollænderen Johnny Hoogerland (Vacansoleil) til angreb. Førstnævnte var som nr. 24 inden etapen 15.54 minutter efter Contador, mens Hoogerland på 88. pladsen havde et minus på 1.19.51 time, så snarere end Saxo Bank-SunGard var det holdene med de øvrige topplacerede ryttere, der havde grund til at være på vagt overfor Sella. Kvintet fik tilslutning til fronten Bag duoen dannedes en forfølgergruppe bestående af belgierne Kevin Seeldrayers (Quick Step) og Olivier Kaisen (Omega Pharma-Lotto), hviderusseren Aleksandr Kutjinski (Katusha), spanieren Javier Aramendia (Euskaltel) og ukraineren Jaroslav Popovitj (RadioShack). De fik tilslutning til de forreste, men det øgede ikke truslen mod klassementsaspiranterne, eftersom Seeldrayers som den bedste sammenlagt var 54.16 minutter bagud. Kort efter toppen af Pinacavallo, hvor Sella passerede som den første foran Hoogerland og Popovitj, udvides førergruppen til 17 ryttere, og blandt de seneste tilkomne var de to tidligere Giro d'Italia-vindere Stefano Garzelli og Danilo Di Luca (Katusha) samt Bjarne Riis’ spanske Tour de France-trumf fra 2008 Carlos Sastre (Geox-TMC). Spanier ny virtuel indehaver af førertrøjen Mellem dem var også Mikel Nieve, og da forspringet nåede op på over 9.08 minutter - hans handikap til Contador inden etapen - var han virtuel indehaver af den rosa førertrøje. Det forvandledes dog aldrig til virkelighed, men Nieve kan dog ud over etapesejren også glæde sig over, at han rykkede op som nr. 7 sammenlagt lige efter holdkammeraten Igor Anton, der satte tid til i dag. Stefano Garzelli forsøgte sig med en solooffensiv, da der manglede godt 60 km, og han passerede Girons højeste punkt Passo Giau i 2.236 meters højde som første mand, men måtte altså slutteligt bøje sig for Nieve. Spanieren vandt også en skrap bjergetape i sidste års Vuelta a Espana, hvor han sluttede som nr. 12 sammenlagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her