Efter ni måneder og 13 dage uden en sejr og et forår plaget af uheld og skader kunne et af den internationale cykelsports mest lysende talenter nordmanden Edvald Boasson Hagen (Sky) i dag omsider atter lade jublen få frit løb. Det skete, da han susede først over stregen som vinder af den 223 km lange 1. etape i Bayern Rundfahrt fra Pfarrkirchen til Freystadt efter et eksemplarisk forarbejde af holdkammeraterne på Sky mandskabet. Nordmanden afviste i spurten den 13 år ældre tyske veteran André Schulze (CCC Polsat) og australieren Heinrich Haussler (Garmin-Cervélo), der ligeledes er vendt tilbage efter i længere tid at have været plaget af problemer. Norges første sejr i år Også for norsk cykelsport som helhed kom 24-årige Boasson Hagens triumf som lidt af en forløsning. Det nordlige broderland har i de seneste sæsoner solet sig i succes kulminerende med Thor Hushovds (Garmin-Cervélo) VM-titel i 2010, men dagens gevinst var ganske enkelt Norges første i et løb på den internationale terminsliste i år. Apropos Thor Hushovd har han bestemt heller ikke fået tingene til at fungere hidtil. Han måtte for nylig udgå af Tour of California og håber nu i stedet at genfinde formen i tide til Tour de France. Også Edvald Boasson Hagen, der i april styrtede i Scheldeprijs og brækkede nogle ribben, har Touren som sit store sæsonmål, og nu kunne noget i hvert fald tyde på, at han er på rette vej. Saxo Bank-SunGard med i langt udbrud Sky fik med den norske gevinst belønning for hårdt slid i bestræbelserne på at eliminere dagens lange udbrud, og det gik ud over blandt andre Saxo Bank-SunGards Jaroslaw Marycz. Det danske mandskabs 24-årige polak havde været i offensiven det meste af etapen sammen med tyskerne Fabian Wegmann (Leopard Trek) og Markus Eichler (NSP) samt belgieren Sander Armee (Topsport Vlaanderen) og franskmanden Maxime Bouiet (Ag2r). Fremstødet tegnede særdeles lovende, og Marycz og Co. blev da også først hentet, da der manglede cirka tre kilometer. Australsk topnavn tabte meget tid Polakken klarede sig ligesom Saxo Bank-SunGards øvrige deltagere – den danske mester Nicki S’ørensen, australierne Luke Roberts og David Tanner, italieneren Manuele Boaro og spanieren Benjamin Noval – i mål med hovedfeltet. Den eneste markante skikkelse, der ikke formåede det, var australieren Michael Rogers (Sky) som satte 8.26 minutter til.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Demokraterne erobrer Senatet – og det er ikke engang tæt
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Politiske bomber på stribe: Det er en blå tsunami, der dramatisk vil ændre dynamikken i amerikansk politik
-
Trumps onde ånd vinder Georgia
-
Når først man er kommet i gang, er det ikke sådan at slukke
-
Hun håbede på støtte fra Højesterets dom, men nu bliver hun mødt med krav om udvisning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nøgleopgørene i Senatet
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce