Som kulminationen på tre døgns udmarvende bjergstrabadser konfronteres deltagerne i Vuelta a Espana i dag med den skrappeste klatretur ikke alene i rundturen på den iberiske halvø, men efter talrige eksperters udsagn også i Europa i det hele taget, når Angliru står på programmet. Og det er i denne vildt hidsige finale på 142,2 km lange 15. etape, som udgår fra Avilés, Jakob Fuglsang (Leopard Trek) endnu engang skal søge at holde fast i sin fornemme samlede placering, mens Chris Anker Sørensen (Saxo Bank-SunGard) får endnu en chance for at fortsætte sit avancement i klassementet. Finalen er anselig sværere end i går Uhyre vanskeligt bliver det for begge de ambitiøse danskere, men de kan trøste sig med, at ingen kan føle sig sikre på så udmarvende en stigning som den, der venter sidst på eftermiddagen. Det sås tydeligt i den afsluttende fase af gårsdagens etape, hvordan ryttere, der tilsyneladende havde sikret sig særdeles lovende positioner i den samlede stilling, dumpede agterud, fordi de ikke magtede ridtet op mod mål. Det sendte klare advarselssignaler til alle andre om, hvilke følger større eller mindre kriser kan få, og i den sammenhæng er det nok værd at hæfte sig ved, at sværhedsgraden på den forestående etape ligger anseligt over gårsdagens. Drønende lussing til RadioShack duo Italieneren Vincenzo Nibalis (Liquigas) udsattes for den mest markante nedtur i går, fordi han som sidste års vinder tilsyneladende stod på spring til at gentage triumfen. Men også RadioShack duoen, sloveneren Janez Brajkovic og spanieren Haimar Zubeldia, der inden etapen lå nr. 10 og 11, røg ind i en alvorlig lussing. Brajkovic er nu nr. 20 med et minus 5.19 minutter, mens Zubeldia gik helt bag af dansen og satte cirka 20 minutter til. Det betød i øvrigt også, at det amerikanske mandskab mistede førstepladsen i holdkonkurrencen, som nu er overtaget af Geox-TMC, der i gårsdagens nr. 2 Juan José Cobo råder over en seriøs podiekandidat. Nibali spiste for lidt Nibali er han dumpet ned som nr. 7 med et minus på 1.25 minut til den førende Bradley Wiggins (Sky), der aftegner som den klart mest stabile af rytterne i Vuelta-toppen med holdkammeraten Chris Froome som en formidabel støtte. »Jeg tror, jeg begik en fejl ved at spise for lidt, men der var næsten ikke tid til det«, konstaterer Vincenzo Nibali, der dog ikke ganske har opgivet håbet om at gentage sejren. »Alle kan komme ud for en krise, som den jeg oplevede, og jeg sætter min lid til, at det ikke sker for mig igen i dag, hvor vi skal ud på en uhyggeligt svær etape«. Kun ringe afstand mellem de bedste Stadig er afstanden mellem de bedste uhyre lille, men det kan Angliru ændre radikalt på. Wiggins går ind til opgaven med et forspring på syv sekunder til Froome, mens hollænderen Bauke Mollema (Rabobank) er 36 sekunder efter. Cobo har et minus på 55 sekunder, Fuglsang på 58, svenskeren Frederik Kessiakoff (Astana) 1.23 minut, Nibali 1.25, belgieren Maxime Monfort (Leopard Trek) 1.37, dennes landsmand Jurgen Van den Broeck (Omega Pharma-Lotto) 2.16, spanieren Daniel Moreno (Katusha) 2.24, russeren Denis Mentjov (Geox-TMC) 2.56 og Chris Anker Sørensen på 12. pladsen 3.11. Saxo Bank-SunGard rytteren har rivaler kun få sekunder efter sig, så også for hans vedkommende er balancegangen mellem glæde og skuffelse knivskarp. Femte gang Angliru bestiges Umiddelbart inden Angliru skal rytterne over 1. kategori bjerget Alto del Cordal, men respekten for finalen er nok så udtalt, at de endelige fremstød først sættes ind på vej op mod mål. Indtil 1996 var Angliru ukendt i cykelsportssammenhæng, men den blev anbefalet af en entusiastisk motionist, og tre år senere holdt tinden i Asturien sit indtog på Vuelta-ruten, hvor den hidtil kun har befundet sig fire gange. Der er tale om en 12,2 km lang færd op mod målet i 1.557 meters højde, og den gennemsnitlige stigningsprocent ligger på 10,5. På de stejleste punkter, som melder sig på de sidste kilometer, kommer den helt op på 23,5, hvilket vil sige, at pedalatleterne nærmest står stille. Sensat gav Contador opvisning Senest Vueltaen aflagde besøg på Angliru, var i 2008, da Alberto Contador knækkede samtlige rivaler og nåede i mål 42 sekunder foran Alejandro Valverde og yderligere fire for Joaquin Rodriguez på en dag, hvor rytterne stred sig over stregen en for en og med markante tidsforskelle. Contador erobrede førertrøjen og bevarede den løbet ud, hvilket indbragte ham den tredje triumf indenfor 15 måneder i de store rundture, efter at serien indledtes i Tour de France 2007.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























