Trods adskillige opmuntrende momenter vil sæsonen 2011 for det hollandske Tour de France håb Robert Gesink gå over i historien som en overordnet yderst deprimerende oplevelse. I øjeblikket kan han knap nok gå efter det styrt under træning, som for et par uger siden kostede ham et brækket lårben, bedst som han var ved at lægge op til en markant afslutning på året kulminerende i den italienske klassiker Il Lombardia 15. oktober.
LÆS MERE Tour-stjerne ude af VM efter voldsomt styrt
Og samtidig med, at han må se i øjnene, at han næppe kan genoptage konkurrenceaktiviteterne før tidligst i april, har han også været genstand for en kritik, hvis centrale omdrejningspunkt er spørgsmålet om, hvorvidt han er den rette kaptajn på det ambitiøse hollandske Rabobank-mandskab i de store rundture.
Sportsdirektør giver næring til kritik
Gesink har blandt andet kunnet læse udsagn om, at han styrter alt for tit, bl.a. fordi han har svært ved at finde sig til rette i feltet specielt i sidevind.
Og den 25-årige hollænder er ligeledes blevet klandret for, at når uheldet har været ude, har han rent psykisk svært ved at kæmpe sig ud af vanskelighederne.
Denne sidste opfattelse gav eksempelvis Rabobanks ledende sportsdirektør Adri Van Houwelingen udtryk for, da han i forbindelse med Gesinks situation i Tour de France, udtalte, at den unge hollænder er en type, der ser et glas som halvt tomt i stedet for halvt fyldt, når han er i problemer.
Har bevist, at kampviljen er i orden
»Det er det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt«, siger en åbenlyst meget vred Robert Gesink i et interview med den hollandske avis De Volkskrant, hvor han tager til genmæle mod alle de påstande om sin person, som han i det seneste par måneder har måttet lægge ører til.
»Alle har selvfølgelig ret til at sige, hvad de mener, men jeg kan ikke undlade at reagere, når det i den grad intet har med virkeligheden at gøre«.
»Jeg synes nok, jeg adskillige gange har bevist, at min moral og kampvilje ikke fejler noget. I 2009 styrtede jeg således tidligt i Vuelta a Espana, men gennemførte alligevel som nr. 6.
»I årets Tour de France kom jeg også til vejs ende, selv om jeg var uheldig, og ikke på noget tidspunkt hørte jeg mine holdkammerater beklage sig over, at jeg ikke skulle have ydet mit maksimale«.
Styrt spolerede Tour-forventningner
Forventningerne til Robert Gesink var tårnhøje inden Tour de France, men allerede på 5. etape knustes drømmene af et styrt. I modsætning til adskillige andre af de uheldig topnavne fortsatte hollænderen, og sluttede på en samlet 33.-plads, hvilket var fjernt fra de oprindelige mål.
»Det er, som om der bliver lagt ekstra mærke til det, når jeg vælter. Luis Leon Sanchez er vel styrtet seks-syv gange, uden at det har vakt den store opsigt, og heller ikke, når Bram Tankink ryger i asfalten, giver den anledning til særlig ståhej«, siger Gesink med henvisning til to af sine holdkammerater.
»Nu skal jeg så høre, at jeg er mentalt svag, og det gør mig rasende, for det er helt grebet ud af luften«.
Vil kæmpe for sin position
I forbindelse med Vuelta a Espana var der røster fremme om, at Rabobank næste sæson gør klogt i at satse på Bauke Mollema som den store etapeløbsstjerne i stedet for Gesink. Mollema sluttede som nr. 4 i den spanske rundtur og vandt pointkonkurrencen.
»Der er vist nogen, der glemmer, at jeg endnu er ung, og jeg skal nok bevise, at jeg kan være med helt i toppen, når jeg vender tilbage«, konstaterer Gesink, der er alt andet end indstillet på at afgive sin position på det hollandske storhold.
Lovende start på sæsonen
Sæsonen begyndte ellers lovende for Robert Gesink, da han i februar sejrede sammenlagt i Tour of Oman efter at have vundet to etaper, hvoraf den ene oven i købet var en enkeltstart, som hidtil har været hans svage punkt.
De løfterige takter fortsatte både i Tirreno-Adriatico og i Baskerlandet Rundt, hvor han blev henholdsvis nr. 2 og 3, og selve oplægget til Tour de France skabte også optimisme, idet han på de to sværeste etaper i Critérium du Dauphiné sluttede på anden– og tredjepladsen.
Efter modgangen i Tour de France vendte Robert Gesink stærkt tilbage i WorldTour løbene i Canada, hvor kun belgieren Philippe Gilbert formåede at slå ham i Grand Prix Quebec. Det indikerede en fin sæsonfinale, men styrtet under træning spolerede alt.
FACEBOOK




























