Efter to bjergopvisninger af Alberto Contador satsede Team Saxo Bank i dag på, at hjemmebanehelten Juan José Haedo kunne sikre det danske mandskab yderligere succes i det argentinske Tour de San Luis. Den 201 km lange 6. etape fra Lujan til Quines appellerede nemlig trods stigninger i starten til sprinterne, og strabadserne mundede da også ud i en massespurt. Men for anden gang i løbet måtte Bjarne Riis’ sydamerikanske spurtkanon nøjes med at være lige ved at ramme plet. Overtrumfet af ung italiensk himmelstormer Som på 1. etape i mandags, da den tidligere U23 verdensmester Francesco Chicchi (Omega Pharma-Liquigas) erklæredes som vinder foran Haedo efter målfoto, måtte argentineren se sig slået af en italiener - dog med en lidt større margin end forleden.
LÆS MERE Riis' spurtkanon slået på målstregen
Denne gang var det den unge himmelstormer Elia Viviani (Liquigas), der efter en hektisk finale henviste Juan José Haedo til andenpladsen, mens sejrherrens landsmand Andrea Guardini (Farnese Vini), spanieren Francisco Ventoso (Movistar) og den belgiske eksverdensmester Tom Boonen (Omega Pharma-Quick Step) fulgte lige efter.
Leipheimer ind til sidste etape i sikker føring
Etapen medførte som forudset ingen væsentlige ændringer i det samlede klassement, og det sker næppe heller på den afsluttende styrkeprøve i morgen med start og mål i San Luis.
Amerikaneren Levi Leipheimer (Omega Pharma-Quick Step) går ind til sidstedagen med et forspring på 46 sekunder til Alberto Contador, mens argentineren Daniel Diaz (San Luis Somos Todos) på tredjepladsen har et minus på 1.30 minut og dermed er seks sekunder foran Christina Watches-Onfones Stefan Schumacher.
Det danske mandskab 30-årige tysker forsøgte at blande sig i spurten i håb om at sikre sig bonussekunder, men han drev det kun til en niendeplads.
Dedikerede sejren til styrtet holdkammerat
Viviani, der 7. februar fylder 23, genoptog med dagens gevinst den flotte sejrsserie, han noteredes for sidste sæson, da det blev til i alt otte førstepladser.
Italieneren er også en glimrende banerytter og erobrede således i oktober bronze ved europamesterskaberne i den ny olympiske disciplin omnium.
Viviani dedikerede sejren til sin jævnaldrende colombianske holdkammerat José Sarmiento Cayetano, der styrtede på etapen og brækkede kravebenet.




























