Vidunderbarn suser videre mod tinderne

Lyt til artiklen

Langt størstedelen af favoritterne i Ronde van Vlaanderen har valgt at springe etapeløbet Driedaagse De Panne over, selv om det byder på en sidste chance for at prøve kræfter med nogle af de udfordringer, søndagens prestigemættede belgiske klassiker også rummer. Men den 22-årige ubændige slovakiske himmelstormer Peter Sagan (Liquigas), der så absolut må betragtes som et varmt bud på succes i den forestående WorldTour kappestrid, er besjælet af ungdommens gåpåmod og tager grådigt for sig af de muligheder, der byder sig. Aktierne på favoritbørsen er steget Efter andenpladsen i Gent-Wevelgem bag den atter funklende belgiske superstjerne Tom Boonen (Omega Pharma-Lotto) og lige foran danske Matti Breschel (Rabobank) - de hviler begge benene til på søndag - har Sagan foretrukket at satse videre for fuld damp også i det korte etapearrangement. Og efter dagens 201 km lange indledende etape i Driedaagse De Panne fra Middelkerke til Oudenaarde, der også er den ny målby i Ronde van Vlaanderen, hersker der ingen tvivl om, at Peter Sagans aktier på favoritbørsen til søndagens styrkeprøve vil stige ganske gevaldigt. Et unikum på den internationale scene Slovakken var nemlig hurtigst, da 50 mand kom samlet til mål efter en barsk dag, som førte dem over 12 mure, og i spurten henviste han en tydeligvis dybt frustreret italiener Jacopo Guarnieri (Astana) og sin helt anderledes lykkelige italienske holdkammerat Fabio Sabatini til de næste pladser. Peter Sagan er ganske enkelt et unikum på den internationale cykelscene, og selv om han er nået til skelsår og -alder efter i januar at være fyldt 22, må han betegnes som et vidunderbarn i den globale elite, hvor resultater, som de, han allerede er registreret for, sædvanligvis allertidligst hjemføres i en væsentligt mere moden alder. Har problemer på de skrappeste stigninger Men Sagan, der indimellem har haft lidt vanskeligt ved at sætte kollektivets interesser over sin personlige jagt på hæder, rummer så exceptionelle egenskaber, at det synes umuligt at vurdere grænserne for hans formåen. Indtil videre har han haft problemer på de stejleste stigninger og er derfor ikke umiddelbart kandidat til triumfer i de store etapeløb, men det kan sagtens tænkes kun at være et spørgsmål om yderligere udvikling, eftersom slovakken leverer den ene imponerende præstation efter den anden. En nærmest uvirkelig debut Sagan indledte sin professionelle karriere i 2010 med to etapesejre i Paris-Nice og fortsatte med succes i både Tour de Romandie og Tour of California - en debut i den barske branche, som forekommer nærmest uvirkelig. Sidste år vandt han bl.a. tre etaper i Vuelta a Espana, to i både Tour de Suisse og Polen Rundt, og i sidstnævnte, der hører hjemme i WorldTour familien, sluttede han ligeledes som samlet nr. 1. I år er det foruden den aktuelle gevinst blevet til etapesejre i Tour of Oman og Tirreno-Adriatico, og i Milano-Sanreme besatte han fjerdepladsen, selv om han var bremset af sin italienske holdkammerat Vincenzo Nibalis satsning helt i front. Danskere sluttede langt agterude Dagen etape i Driedaagse De Panne formede sig som en særdeles begivenhedsrig affære med talrige udbrud, og med henblik på Ronde van Vlaanderen noteredes også lovende indsats undervejs af ryttere som franskmanden Sylvain Chavanel (Omega Pharma-QuickStep), Sagans italienske holdkammerat Daniel Oss og belgieren Stijn Devolder (Vacansoleil). Derimod holdt de to danske deltagere i løbet, Martin Mortensen (Vacansoleil) og Brian Vandborg (Spidertech) sig beskedent tilbage. De krydsede begge målstregen i den gruppe på 84 af de 163 fuldførende ryttere, som allerede er håbløst fortabt i klassementet med et minus på 13.02 minutter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her