Kort efter at den 17-årige Randers gut Mads Würtz Schmidt i slutningen af september til stor overraskelse for de fleste kunne hyldes på Rådhuspladsen i København som juniorverdensmester i enkeltstart, konstaterede han køligt og nøgternt, at det næste store mål var at vinde juniorernes udgave af Paris-Roubaix. Og minsandten om ikke også denne vildt ambitiøse satsning nu er lykkedes, for i dag tronede den unge dansker, et par timer inden de professionelle stjerner holdt deres indtog, øverst på podiet på den berømte velodrom i den nordfranske by. Satte rivalerne til vægs på brostenene Sejren blev vel at mærke skabt på imponerende vis, for Mads Würtz Schmidt valgte at tage chancen med et solofremstød på en af de mest frygtede brostensstrækninger, Carrefour de l’Abre, med 17 km til mål, og det skulle vise sig at være den helt rigtige taktik. Den danske verdensmester forcerede nemlig uimodståeligt, klarede sig sikkert over også de fire resterende pavéer og kunne jublende passere målstregen 56 sekunder foran den nærmeste lille forfølgergruppe på fire mand, hvor franskmanden Anthony Turgis snuppede andenpladsen foran briten Jonathan Dibben. Følte, han var den stærkeste »Jeg havde været med i flere udbrud undervejs, og da vi til sidst sad fire mand i front, havde jeg helt klart på fornemmelsen, at jeg var den stærkeste«, fortæller en kulderystende, men lykkelig Mads Würtz Schmidt efter at være kommet ned fra podiet med sejrstrofæet, en brosten, i hænderne. »Jeg lod en belgier tage en lang føring, og så slog jeg til. Jeg fik hullet med det samme, og jeg kunne mærke, at benene var rigtigt gode. Men det er da helt vildt at stå her nu, efter at drømmen er gået i opfyldelse«. Har forstået at holde fokus »Jeg har ikke foretaget nogen specielle forberedelser med henblik på Paris-Roubaix, men jeg har holdt træningen perfekt ved lige, selv om der i vinter har været en masse forskellige prisuddelinger, jeg har deltaget i. Men med dagens sejr har jeg vist bevis, at jeg formår at holde fokus«. »Jeg har endnu ikke overblik over, hvad det næste store mål skal være. Der er selvfølgelig VM til september, men indimellem kommer der sikkert mange andre spændende opgaver«. Første afdeling af Nations Cup Det 119 km lange Paris-Roubaix, hvor rytterne kørte de sidste 16 brostensstrækninger af de i alt 27, som de professionelles løb omfatter, var den første afdeling af juniorernes Nations Cup. »Vi kunne selvfølgelig ikke ønske os nogen bedre start«, fortæller Danmarks Cykle Unions juniorlandstræner Henrik Simper. »Det er dybt imponerende, at Mads på denne måde er i stand til at nå de mål, han sætter sig. Da han i efteråret sagde, at han stilede efter at vinde Paris-Roubaix, var jeg da en smule skeptisk, men det han leverede i dag , var fantastisk«. Styrtede efter 30 km »Mads styrtede oven i købet efter 30 km. Heldigvis slog han sig ikke alvorligt og fik ret hurtigt tilslutning til feltet igen. Og siden viste han jo klart, at der ikke var noget galt«. »I den kommende weekend kører vi på hjemmebane, men derefter skal landsholdet til Kroatien, og med den form, Mads har i øjeblikket, vil det være naturligt at tage ham med der. Et par uger senere følger Fredsløbet, og så må vi se, hvordan det ser ud til den tid«. Mads Würtz Schmidt fik i øvrigt selskab på podiet af hele det danske landshold, der desuden bestod af Søren Kragh Andersen., Mads Pedersen, Mathias Kriegbaum, alle fra Team RCR Junior, vinderens holdkammerat i Blue Water Cycling Michael Carbel Svendsgaard og Mathias Rask, Team CHJ Group.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























