Med nogen undren observeredes det, hvordan den ellers velfungerende kommunikationsafdeling på det russiske Katusha mandskab var tavs i går, da den internationale cykelunion, UCI, meddelte, at holdets 25-årige sprinterhåb Denis Galimzyanov var blevet fældet ved en dopingtest. I dag kommer så forklaringen, for Katushas ledelse har tydeligvis brugt tiden til at banke Galimzyanov på plads. I stedet for at fremkomme med mere eller mindre desperate undskyldninger har russeren nemlig lagt sig fladt ned på ryggen og betingelsesløst erkendt, at han har dummet sig. Var fuldt vidende om, hvad han gjorde »Jeg indrømmer, at jeg har anvendt et forbudt middel«, hedder det i den erklæring, som Galimzyanov har underskrevet, og som er rundsendt af Katusha.
Læs også Russisk sprinterhåb fældet for doping
»Under et ophold i Italien fik jeg uden for konkurrence besøg af antidopingkontrollanterne 22. marts, og nu viser det sig, at urinprøven indeholdt EPO«.
»Jeg var fuldt ud vidende om, hvad jeg gjorde, og jeg beklager det dybt. Jeg vil gerne undskylde over for hele holdet og over for mine tilhængere, som jeg har skuffet, og jeg er klar til at tage den straf, der måtte komme«.
Frikender holdet for ethvert ansvar
At den vil lyde på to års karantæne, er så godt som givet, og med Galimzyanovs uforbeholdne tilståelse er der for en gangs skyld udsigt til, at en dopingaffære kan få en hurtig afslutning – også fordi russeren som en naturlig følge af sin bekendelse afstår fra retten til at få analyseret sin B-prøve.




























