Endnu inden Liège-Bastogne-Liège for alvor var kommet i gang, var det forbi for en af de 200 deltagere, der mødte op med en reel chance for at skille sig positivt ud fra den store masse. Den 29-årige spanier Igor Anton (Euskaltel) styrtede nemlig så uheldigt i den neutrale zone, fra rytterne blev sendt af sted fra Place Saint-Lambert, til løbet blev givet frit, at han brækkede det venstre kraveben.
Fakta og vindere: Vildt vejr truer forårets sidste klassiker
Anton, der sammen med Samuel Sanchez er det baskiske mandskabs trumfer til de store etapeløb, tvinges dermed til at holde en pause, og han er således ikke i stand til at stille til start i Tour de Romandie på tirsdag, hvor han for to år siden vandt en etape og sluttede som samlet nr. 9.
Har pæne resultater i klassikerne i Ardennerne
Sidste sæson gjorde Igor Anton sig bemærket med gevinst på to af de skrappeste udfordringer i Giro d’Italia og Vuelta a Espana, men han indgik ikke i Euskaltels planer for dettes års Giro, hvor holdet føres an af Mikel Nieve, når starten går 5. maj i Herning.




























