Mindre end en måned efter udløbet af sin toårige dopingkarantæne er schweizeren Thomas Frei fra i dag indlemmet i rytterstaben på det danske Continental Team Christina Watches-Onfone. Den tidligere danske Tour de France-hovedperson Michael Rasmussen får dermed endnu en holdkammerat, der ligesom han selv har måttet holde en ufrivillig pause på grund af overtrædelse af antidopingreglementet. Fældet under Giro del Trentino Hvor den 37-årige dansker aldrig er fældet ved en kontrol, men måtte bøde for urigtige oplysninger om sine opholdssteder, var der i Thomas Freis tilfælde – ligesom for tyskeren Stefan Schumachers vedkommende – tale om decideret doping. Den 27-årige schweizer blev i april 2010 testet positiv for EPO under Giro del Trentino, og han gik siden til fuld bekendelse.
LÆS ARTIKEL Dopingsag kaster mørk skygge over verdensmesterens mandskab
Han indrømmede, at han havde anvendt det forbudte medikament siden 2008, og kort efter udelukkedes han i to år gældende fra 22 april 2010.
Ser med glæde frem til samarbejdet
»Alle, som har taget deres straf og nu tager klart afstand fra doping, fortjener en ny chance«, siger Christina Watches-Onfones ejer Christina Hembo i forbindelse med ansættelsen af Thomas Frei.
»Derfor glæder det mig også at kunne byde Thomas velkommen. Han har begået en fejl, har lært af den og bedyret overfor mig, at det aldrig vil ske igen. Derfor ser vi nu med glæde frem til samarbejdet med ham«.
Frygtede at måtte vente til næste år
Thomas Frei giver udtryk for enorm tilfredshed med at have fundet en ny arbejdsgiver.
»De fleste hold er fuldtallige på dette tidspunkt af sæsonen, så meget tydede på, at jeg måtte vente til 2013 med at komme i gang igen for alvor«, fastslår Thomas Frei.
»Derfor er jeg glad og lykkelig over nu at have fået muligheden for at køre for Christina Watches-Onfone. Jeg ser frem til hurtigst muligt atter at komme i konkurrence og skridt for skridt nå op på det professionelle niveau igen«.
Kørte for Astana og BMC
Thomas Frei indledte sin professionelle karriere i 2007 hos Astana. Efter to sæsoner skiftede han til BMC, hvor han var ansat indtil den skæbnesvangre forseelse.
Schweizeren nåede ikke de store resultater, inden han blev sat udenfor. Han har dog en titel som schweizisk bjergmester i U23-kategorien at se tilbage på, ligesom han i 2009 vandt en etape i Grand Prix Tell.



























