Lars Bak indskriver sig i Giro-historien

ETAPEVINDER. Som den første dansker siden Chris Anker Sørensen i 2010 vandt Lars Bak i dag en etape i Giroen.
ETAPEVINDER. Som den første dansker siden Chris Anker Sørensen i 2010 vandt Lars Bak i dag en etape i Giroen.
Lyt til artiklen

Efter et par reklamefremstød på de to Giro d'Italia etaper med samlet start på dansk grund i sidste uge uden chance for at munde ud i et opsigtsvækkende resultat fyrede den 32-årige Lars Bak (Lotto-Belisol) i dag karrierens fornemste præstation af, da han susede over målstregen i Sestri Levante som vinder af den 155 km lange 12. etape i den italienske rundtur. Med et eksplosivt antrit 1.600 meter fra målstregen iværksatte Årets Cykelrytter i Danmark 2011 den ultimative satsning på at distancere sin ledsagere i dagens lange udbrud, og dette kraftfulde fremstød satte rivalerne til vægs. I mål 11 sekunder foran forfølgerne Lars Bak kunne nyde triumfen i fulde drag, række armene jublende i vejret og modtage massernes hyldest, for dette endegyldige skaktræk bragte ham til vejs ende 11 sekunder foran franskmanden Sandy Casar (FDJ-BigMat) og costaricaneren Andrey Amador (Movistar).

LÆS ARTIKEL Lars Bak vinder etape i Giroen

»Det er en herlig oplevelse efter et forår, hvor jeg havde så store forventninger, uden at de blev indfriet«, fortæller Lars Bak.

»Styrtet i Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar, hvor jeg pådrog mig et brud i hånden, ødelagde alle mine drømme om at levere et godt resultat i klassikerne, men nu er det glemt«.

Sparede på kræfterne i udbruddet
»Jeg har fornemmet, at formen har været konstant stigende, og jeg vidste, at denne etape var en af de få her i Giroen, hvor jeg havde en chance for at gøre mig gældende«.

»Jeg prøvede at spare så mange kræfter i udbruddet som muligt for at have overskud til finalen. Jeg er hverken klatrer eller sprinter, så jeg må udsøge mig de muligheder, der nu findes, og i dag gik alt bare op i en højere enhed«.

Ole Ritter fører med tre etapesejre
Lars Bak indskriver sig i historien som den niende dansker, der har vundet en etape i Giro d'Italia.

I den sammenhæng er Ole Ritter med sine tre gevinster i 1967, 1969 og 1971 stadig suveræn førstemand.

Bjarne Riis følger efter med to sejre i 1989 og 1993, mens øvrige danske etapevindere er Jørgen Marcussen (1980), Jesper Skibby (1989), John Carlsen (1989), Rolf Sørensen (1995), Nicolaj Bo Larsen (1996) og Chris Anker Sørensen i 2010.

Ni mand i det lange udbrud
Lars Bak havde allerede tidligt på etapen forsøgt sig, men det var uhyre vanskeligt at slippe fri, fordi alle var klar over, at dette kunne være dagen, hvor et udbrud kunne få lov til at holde hjem.

Derfor gik der også godt 45 km, før den rette offensiv var etableret, og den kom foruden de allerede nævnte til at bestå af belgieren Jan Bakelants (RadioShack-Nissan), italieneren Ivan Santaromita (BMC), venezuelaneren Jackson Rodriguez (Androni Giocattoli), spanieren Amets Txurruka (Euskaltel), polakken Michal Golas (Omega Pharma-Quick Step) og hollænderen Martijn Keizer (Vacansoleil).

Var blevet sat på den sidste stigning
Danskeren kæmpede som en besat for at holde sig fremme i det kuperede terræn, hvor der blev angrebet heftigt i den afsluttende fase.

På den sidste stigning, hvor der fra toppen var 11,2 km til mål, var Lars Bak egentlig blevet distanceret, men på nedkørslen kæmpede han sig frem i front igen, og derefter udsøgte han sig lige netop det rette øjeblik til at mobilisere det sidste kraftoverskud, for det var tydeligt, at der kun ville være et skud i bøssen.

Første sejr i tre år
Det var Lars Baks første sejr, siden han i 2009 slog til på en etape i Eneco Tour. Ganske vist tronede han også på Giro-podiet sidste år, men det var som bidragyder til HTC-Highroads kollektive triumf i holdløbet, og det samme var tilfældet i 2010 i Vuelta a Espana.

Og netop disse præstationer understreger, hvor Lars Bak i de seneste sæsoner har formået at udnytte sin styrke - i tjeneste for det hold og de kaptajnerne, han nu engang har været hjælper for.

I et par år drejede det sig om den regerende verdensmester Mark Cavendish (Sky) og i sommerens Tour de France er det den tyske sprinter André Greipel, der skal nyde god af danskerens slid.

Men i Giro d'Italia har han frie hænder, og det udnyttede han på fornemste vis i dag.

Førertrøjen var i fare
Endnu med cirka 40 km tilbage havde udbruddet et forspring på syv minutter, hvilket betød, at Joaquim Rodriguez’ (Katusha) lyserøde førertrøje var i overhængende fare.

To af lykkeridderne Sandy Casar og italieneren Ivan Santaromita var nemlig kun henholdsvis 4.01 og 4.16 minutter bagud i klassementet

Katusha gjorde sig ikke overvældende anstrengelser for at mindske afstanden – utvivlsomt ud fra den vurdering, at ingen af folkene i front på længe sigt ville udgøre nogen trussel, samt at der i høj grad bliver brug for kræfterne på de to første store bjergetaper i weekenden.

Liquigas overtog kommandoen

I stedet var det Liquigas-Cannondale der overtog kommandoen, og det medførte at Lars Bak i mål havde et forspring på 3.34 minutter til hovedfeltet.

Dermed fortsætter Joaquim Rodriguez problemfrit som Giroens førstemand, og der skete generelt ingen væsentlige ændringer i det samlede klassement.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her