Mættet med sindsoprivende, dramatiske og konstant afvekslende hændelser udviklede den 169 km lange 15. etape fra Busto Arsizio til Pian dei Resinelli sig til det hidtil i særklasse mest henrykkende skuespil i den 95. udgave af Giro d’Italia. Lige frem til de sidste meter af finalen sørgede de hidsigt fightende aktører for at piske stemningen i vejret hos både tilskuerne i målområdet 1.280 meter over havets overflade og millioner af tv-seere ud over verden. Rodriguez tilbage i førertrøjen Og lur mig, om ikke der har lydt jubelbrøl af anselige dimensioner rundt om i mange stuer, da den 24-årige italiener Matteo Rabottini (Farnese Vini) stred sig over stregen som vinder foran en af løbets fremtrædende favoritter, spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha), der til gengæld nok har kunnet finde trøst i, at han tilbageerobrede den lyserøde førertrøje. Rabottini, der er i gang med sin anden sæson som professionel og indtil i dag kun var noteret for en enkelt sejr sidste år på en etape i Tyrkiet Rundt, havde været hovedpersonen på stort set hele etapen. Ingen trussel i det samlede klassement Han stak efter 18 km sammen med franskmanden Guillaume Bonnafond (Ag2r), men sagde farvel til denne på den første af dagens fire klassificerede stigninger Valico di Valcava. Italieneren udgjorde ingen trussel i klassementet med et minus på næste 50 minutter, men efterhånden som etapen skred frem, stod det klart, at han absolut intet ville få foræret. Rabottini oparbejdede et solidt forspring, men knap 18 km fra mål opstod de første faresignaler, da han styrtede på en nedkørsel. Forbløffende finish af italiener Samtidig skærpedes farten bagude, og på den sidste, 7 km lange klatretur op mod målet, stod det klart, at italieneren måtte kæmpe til det yderste for at føre sin imponerende satsning succesrigt til ende. Med blot 400 meter tilbage blev han hentet af Joaquim Rodriguez, der havde iværksat en soloforfølgelse, og dermed var alt lagt op til endnu en etapesejr til spanieren. Men med opbydelsen af de allersidste kræfter formåede Rabottini stik mod alt, hvad der ville være naturligt i den situation, atter at vende billedet. Spansk føring med et halvt minut Han pressede sig på de afsluttende stejle meter atter forbi Rodriguez. De to fik noteret samme tid, og spanieren kan så glæde sig over, at han lagde alle sine værste konkurrenter i det samlede klassement bag sig. Rodriguez var inden etapen ni sekunder efter canadieren Ryder Hesjedal (Garmin-Barracuda), men denne måtte i den hektiske finale se sig distanceret med 39 sekunder. Hesjedal kom i mål som nr. 12 og er på den samlede andenplads nu et halvt minut efter, mens italieneren Ivan Basso (Liquigas-Cannondale) går ind til hviledagen som nr. 3 med et minus på 1.22 minutter. Det først bjerg krævede ofre Udviklingen i dysten mellem aspiranterne til de endelige topplaceringer tog fart på nedkørslen fra Valico di Valcava . Allerede på vej op var der sporet interessante signaler, og således blev den dobbelte Giro d’Italia vinder Ivan Basso mere eller mindre isoleret. Bassos ellers så dominerende Liquigas-Cannondale mandskab gik op i sømmene, så kaptajnen kun havde Eros Cappechi ved sin side, og da samtidig heller ikke Garmin-Barracuda kunne leve op til det ansvar, holdet burde tage i kraft af at være i besiddelse af førertrøjen, opstod der helt åbenlyst en markant iver for at udnytte situationen. Et stærkt dusin satsede på nedkørsel Det betød, at 12 mand på den regnvåde færd ned fra toppen med cirka 80 km til mål, kastede sig ud i en dristig offensiv, som syntes at kunne få afgørende indflydelse på den samlede stilling. Blandt de 12 var Giro-triumfatoren fra 2004 Damiano Cunego (Lampre), der med et minus på 2.43 minutter inden etapen, med denne aktion for alvor bragte sig ind i billedet til et anseligt avancement. Cunego virtuel indehaver af førertrøjen I en håndevending havde de 12 nemlig skabt en afstand på over fem minutter til gruppen med Ryder Hesjedal og de øvrige favoritter, og i en lang overgang var Cunego dermed virtuel førstemand i Giroen. De øvrige 11, der medvirkede til at fremkalde denne spænding, var Cunegos holdkammerat Diego Ulissi, yderligere fem italienere Emanuele Sella ( Androni Giocattoli), Stefano Pirazzi (Colnago–CSF), Marzio Bruseghin (Movistar), Matteo Carrara (Vacansoleil) og Marco Pinotti (BMC), spanierne Amets Txurrukua (Euskaltel) og Alberto Losada (Katusha), russeren Jevgeni Petrov (Astana), svenskeren Gustav Larsson (Vacansoleil) og gårsdagens costaricanske vinder Andrey Amador (Movistar). Liquigas-Cannondale fik styr på tropperne Dette fremstød tegnede virkelig alarmerende perspektiver for Hesjedal og Co., men efter en lille samtale mellem canadieren og Basso blev jagten intensiveret. Liquigas-Cannondale havde fået styr på tropperne igen, og med Valerio Agnoli som en uhyre effektiv slider mindskedes afstanden. Det var i endnu højere grad tilfældet, da Astana tog kommandoen på nedkørslen fra den næstsidste stigning Culmmine di San Pietro, og efter tilsyneladende at være sat ud af spillet tidligt på etapen dukkede polakken Sylvester Szmyd så op igen som Bassos assisten på den afsluttende klatretur. Cunegos mod ikke belønnet Det indebar, at Damiano Cunegos dristige ridt, der virkelig åbnede for opgøret mellem de store navne, ikke førte det ønskede facit med sig. Cunego kom i mål som nr. 19 med et minus på 1.11 minut, og sammenlagt er han nu 3.45 minutter efter på 17. pladsen. Men italieneren vil på denne mindeværdige etape blive husket for at have erstattet kølig kalkulerende kørsel med en overvældende grad af mod.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
-
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld
-
Hun troede selv, at hendes bog kun ville finde et lille publikum. Nu er den endt som et hit
-
Lørdag angreb USA og Israel. Mandag oplevede turistchef »100 procent aflysninger«
-
Afgangsprøve ramt af it-problemer
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























