Efter gårsdagens lange udbrud, som fik lov til at holde nogenlunde uantastet hjem, må det formodes, at holdene med stærke sprintere i Tour de Suisse på den forestående 198,5 km lange færd fra Wittnau til Bischofszell vil jagte muligheden for at fremtvinge en sidste massespurt i det ni dage lange arrangement.
LÆS ARTIKEL Vandbærer oplever fantastisk jubelstund
I morgen venter nemlig en enkeltstart på 34,3 km, og derefter resterer to store bjergslag i weekenden, hvor de hurtige afsluttere er henvist til at kæmpe for at nå i mål indenfor tidsfristen.
Fem små bjergspurter undervejs
Så skal andre sprintere end den indtil videre så suveræne Peter Sagan (Liquigas-Cannondale) have resultatmæssigt udbytte af deres medvirken i den schweiziske styrkeprøve, bliver de tvunget til at tage kampen op med den 22-årige slovak i dag.
Etapen byder på fem bjergspurter af den beskedne karakter, og de burde ikke volde de spurtstærke folk større problemer, end at i hvert fald nogen af dem er i stand til at sidde med hjem.
Er allerede sikker på sejr i pointkonkurrencen
Om de så er i stand til at knægte Sagan er et helt andet problem. Den unge komet er allerede sikker på at hjemføre sejren i pointkonkurrencen – som han i øvrigt også gjorde det sidste år – og han skal være røget ind i en pludselig opstået krise, hvis en eventuel massespurt ikke skal indbringe ham den fjerde sejr i løbet.
Aspiranterne til det samlede klassement sparer nok på kræfterne til temporidtet i morgen og de efterfølgende to dages klatrestrabadser, så der er udsigt til, at portugiseren Rui Costa (Movistar) også er indehaver af førertrøjen, når rytterne er nået til vejs ende i Bischofszell.




























