Da Team Saxo Bank sidst på eftermiddagen inviterede til pressemøde mandag, fyredes gevaldigt op under de formodninger om en ny, spændende udvikling for det danske cykelmandskab, der nogle timer tidligere begyndte at versere. De var baseret på Børsen Finans, der kunne meddele, at Saxo Bank i den kommende sæson skal dele sin status som hovedsponsor for Bjarne Riis’ tropper med en udenlandsk bank. Det oplyser kilder til Børsen Finans, der samtidig fik bekræftet af Saxo Banks direktør Lars Sejer Christensen, at der ville blive holdt et pressemøde på mandag. Ingen kommentarer fra Riis-lejren »Jeg har haft mange forespørgsler omkring denne sag, men vi har ingen kommentarer til den«, sagde Riis Cyclings pressechef Anders Damgaard kort inden, den officielle indkaldelse til seancen dukkede op. I den fastslås det blot, at Bjarne Riis vil være til stede og fortælle vigtigt nyt om cykelholdets fremtid. Og det vil altså efter alt at dømme indebære detaljerne i den nyhed, som Børsen Finans har bragt til torvs. Om det så også betyder, at Bjarne Riis slipper for at blive udspurgt om sagen i forbindelse med DM i Hammel, er nok tvivlsomt, men bossen for Team Saxo Bank er kendt for sin evne til, at holdene kortene tæt ind til kroppen. Aftale med Contador før pengene var i hus Aftalen med Saxo Bank udløber med denne sæsons udgang, men meget tyder på at virksomheden fortsætter – altså nu blot med en samarbejdspartner. For nylig forlængede Bjarne Riis aftalen med Alberto Contador til udgangen af 2015, og han indrømmede ved den lejlighed, at han endnu ikke havde den økonomiske basis i orden.
LÆS ARTIKELContador-forlængelse giver Riis superhold til sæsonens største opgave Det voldte ham dog ingen bekymringer. »Jeg er særdeles fortrøstningsfuld«, sagde Bjarne Riis, og på mandag afslører han nok, hvorfor han har haft grund til det.




























