Selv om den 23-årige slovener Marko Kump allerede er sikret en spændende fremtid ved at have skrevet kontrakt med Team Saxo Bank-Tinkoff Bank for den kommende sæson, fortsætter han med at udfolde sig succesrigt på den internationale cykelscene. Kump, der indtager førstepladsen på den officielle europæiske rangliste, styrkede sin position ved at vinde det 183,8 km lange Ljubljana-Zagreb, da han spurtbesejrede holdkammeraten fra Adria Mobil mandskabet Matej Mugerli og yderligere en slovener Luka Mezgec (Sava).
LÆS OGSÅ Riis styrker sig i kampen for overlevelse
De de nærmeste forfølgere tyskeren Florian Bissinger og østrigeren Josef Benetseder fra det østrigske Team Voralberg var tre sekunder efter.
Nr. 19 på årets vinderliste
Det var Mario Kumps sjette gevinst i denne sæson, og det anbringer ham på en delt 19. plads på den sejrsrangliste, der toppes af en af hovedpersonerne fra Post Danmark Rundt, tyskeren André Greipel, med 18 triumfer.
Ud over de seks førstepladser har den unge slovener ikke færre end 15 top 10 placeringer – herunder i det nationale mesterskab, hvor han kun blev overtrumfet af Borut Bozic (Astana) – i pointgivende løb, hvilket har bidraget til, at han er nr. 1 i det kontinentale hierarki.
Danilo Di Luca er på vej frem
Her trues han dog af den italienske veteran Danilo Di Luca (Acqua & Sapone), der ved den seneste opgørelse var avanceret til tredjepladsen med 333,2 point, mens Kump og englænderen Jonathan Tiernan-Locke (Endura Racing) havde henholdsvis 425 og 366,2.
Siden har den 36-årige Di Luca opnået tredjepladser i både Coppa Agostoni og Tre Valli Varesine, hvilket bringer ham forbi Tiernan-Locke, men endnu ikke på niveau med Kump, der indtjente 40 point i Ljubljana-Zagreb.




























