Boonen styrer direkte mod VM efter ny succes

Lyt til artiklen

Første udgave af Tour de France selskabets ny prestigeprojekt, World Ports Classic, fik en fornem vinder, da forårets belgiske klassikerkonge Tom Boonen (Omega Pharma-Quick Step) kunne hyldes som samlet nr. 1 i todages arrangementet et enkelt sekund foran tyskeren André Greipel (Lotto-Belisol), mens den norske olympiske bronzevinder Alexander Kristoff (Katusha) på tredjepladsen var slået med 11 sekunder. Dermed besattes podiet af tre af de fremtrædende skikkelser fra årets Post Danmark Rundt, og en fjerde, hollænderen Theo Bos (Rabobank), kunne fryde sig over sejren på den 161,5 km lange 2. etape, der sendte rytterne retur fra Antwerpen til Rotterdam. Har vundet 12 løb i denne sæson Bos henviste i massespurten Greipel, Boonen og Kristoff til de følgende pladser, og dermed var det bonusskunderne, der gjorde udslaget i det samlede facit. Tom Boonen er nu oppe på 12 sejre i denne sæson, hvilket placerer ham på en delt fjerdeplads på årets vinderliste sammen med briterne fra Sky mandskabet Mark Cavendish og Bradley Wiggins. Har forberedt sig korrekt til sæsonfinalen »Udbyttet af dette løb betyder meget for mig«, siger Tom Boonen. »Resultatet beviser, at jeg har grebet forberedelserne til den sidste del af sæsonen rigtigt an. Det gik helt fint for mig i Danmark, og nu har jeg set, at jeg stadig kan begå mig også i massespurterne«. »Herefter gælder det arbejdet frem mod verdensmesterskaberne i Holland om tre uger. Selv om det er en krævende rute med Cauberg-stigningen tror jeg på, at jeg kan hævde mig. I hvert fald er det VM, jeg stiler frem mod«. Australier bedst hos Saxo Bank-Tinkoff Bank Team Saxo Bank-Tinkoff Bank havde polakken Jaroslaw Marycz med i et tremands udbrud, der dog ikke havde de store chancer for at holde hjem, eftersom også denne anden etape appellerede så ensidigt til sprinterne. Australieren Jonathan Cantwell sluttede som det danske mandskabs bedste sammenlagt på ottendepladsen med et minus på 16 sekunder, mens Michael Mørkøv som nr. 14 var yderligere et sekund efter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her