Da danskeren Edmund Schraeder i 1897 erobrede guld i sprint ved verdensmesterskaberne i banecykling i Glasgow, havde han selskab på podiet af ireren Harry Reynolds, som havde fightet sig frem til bronze. Året inden i København havde Reynolds stået øverst med Schraeder på sølvpladsen, og siden er talrige rød-hvide pedalatleter blevet hyldet på velodromernes VM-sejrsskamler, hvorimod der skulle gå 116 år, før Irland i Minsk Arena kunne juble over den næste medalje i denne sammenhæng. Men så kan det ellers nok være, at der gik hul på bylden, for med blot omkring en times mellemrum kom der to af slagsen, og det var den 28-årige Martyn Irvine, som med en fænomenal præstation hædredes med begge, selv om det næsten ikke burde kunne lade sig gøre. Klart slået i forfølgelsesfinale Først måtte ireren se sig klart besejret i finalen i 4 km individuelt forfølgelsesløb af den forsvarende mester Michael Hepburn, men trods nederlaget regnede de fleste nok med, at Irvine ville være mere end tilfreds med at have indskrevet sig i historien som sin længst afdøde landsmands efterfølger. Men sølvet var åbenbart ikke tilstrækkeligt for Irvine. Han stod på startlisten også til 15 km scratch, som indledtes under en time efter, at han havde afsluttet den krævende tempodisciplin, og ikke alene valgte han at deltage – han formåede også at stille en nærmest overmenneskelig bedrift til skue ved at hjemføre guldet. Angreb solo med 10 omgange tilbage Irvine kastede sig ud i en solooffensiv med 10 af de 60 omgange tilbage, og ingen havde umiddelbart lyst til at jagte ham. Selv om han tydeligvis var helt ude på grænsen af sin ydeevne, var han i stand til at føre sit umulige forehavende succesrigt til ende. Østrigeren Andreas Müller, der for nogle uger siden var med i topkampen i det københavnske seksdagesløb i Ballerup, var den eneste, der omsider optog forfølgelsen. Han nåede op til Irvine med cirka halvanden omgang tilbage, og syntes dermed at have alle fordele på hånden. Fattede ikke selv, at det kunne lade sig gøre Med opbydelsen af sine allersidste kræfter evnede Irvine imidlertid at svare igen, da Müller søgte at gå forbi, og ireren henviste østriger til sølvpladsen, mens bronzen gik til australieren Luke Davison. Da Martyn Irvine fik overrakt guldmedaljen og regnbuetrikoten af det danske medlem af den internationale cykelunions bestyrelse Peder Pedersen rystede han stadig på hovedet, som om han slet ikke kunne fatte, hvad der var sket. »Jeg aner ikke, hvor jeg fik overskuddet fra. Jeg vil næppe kunne gøre det nogensinde igen. I hvert fald ikke på den måde, men nu er jeg bare så lykkelig over at have nået så stort et mål«, lød det fra den naturligt trætte og beskedne Martyn Irvine. Har klaret sig på egen hånd Hvor Martyn Irvines overmand i forfølgelsesfinalen Michael Hepburn er produkt af en succesrig national cykelskole, som skaber medaljevindere på stribe, har ireren måttet arbejde sig op i hierarkiet helt på egen hånd. Irland råder ikke over nogen cykelbane, hvor Irvine har mulighed for at træne, så han har måttet søge andre steder hen. Og støtten i bestræbelserne på at nå op i den internationale elite har ligeledes været minimal. Slået af Lasse Norman i World Cup finale Irvine har de seneste sæsoner satset på omnium og blev således nr. 7 ved VM sidste år. Nu har han imidlertid valgt at prioritere forfølgelsesløb og scratch højere, og han gjorde sig eksempelvis bemærket ved World Cup-afdelingen i Glasgow i november, da han i forfølgelsesfinalen blev slået af Lasse Norman, som med 4.20.875 minutter var knap to sekunder hurtigere end ireren. I dagens første gulddyst var Martyn Irvine chanceløs mod det australske supertalent, der måske huske af det hjemlige publikum, da han ved landevejs VM i Danmark 2011 hentede bronze på U23-rytternes enkeltstart efter landsmanden Luke Durbridge og Rasmus Quaade. Bronzen gik til 19-årige schweizer Michael Hepburn, der i aftes var med til at skaffe Australien guld i 4 km holdforfølgelsesløb, kørte i finalen på 4.16.733 minutter, mens Irvine i 4.24.528 var meget tæt på at blive indhentet. Begge fortsætter nu med opgaver på landevejen – Hepburn i sin anden sæson på hjemlandets ProTeam Orica-GreenEdge og Irvine i sin første på det amerikanske 2. divisionsmandskab UnitedHealthcare. Bronzen i forfølgelsesløbet gik til den 19-årige schweizer Stefan Küng, der i 4.22.841 besejrede den et år yngre australier Alexander Morgan – ligesom Hepburn guldvinder i holdløbet – som benyttede 4.26.800. Første guld til Storbritannien Anden dagen ved VM i den hviderussiske hovedstad bød i øvrigt på den første guldmedalje til ellers så magtfulde Storbritannien, der tydeligvis er ved at gennemføre et meget kraftigt generationsskifte, og derfor slet ikke har taget for sig af retterne i samme omfang som normalt. Den britiske trio bestående af Laura Trott, Dani King og Elinor Barker besejrede i forfølgelsesfinalen Australiens Amy Cure, Annette Edmondson og Melissa Hoskins, mens Canadas Laura Brown, Gillian Carleton og Jasmin Glaesser snuppede bronze. Hongkongs Wai Sze Lee var hurtigst i kvindernes 500 m på tid med den ene af de tyske guldvindere i holdsprint Miriam Welte og englænderen Rebecca Jones på de to andre medaljepladser. Danmark nr. 11 i medaljestatistik Endelig var der tysk triumf i mændenes holdsprint ved Maximilian Levy, Rene Enders og Stefan Bötticher, som i finalen afviste newzealænderne Edward Dawkins, Ethan Mitchell og Sam Webster. Her tog Frankrig sig af bronze ved guldvinderen i 1.000 m på tid Francois Pervis, Julien Palma og Michael D’Almedia. Dermed topper Australien statistikken med to medaljer af hver karat fulgt af Tyskland med to guld, en sølv og en bronze samt Storbritannien med en guld, en sølv og to bronze. Danmark ligger med bronzen fra 4 km holdforfølgelsesløb på en delt 11.-plads sammen med Canada og Schweiz.