Danmarks olympiske guldvinder i omnium Lasse Norman har sikret sig en fremragende udgangsposition til at erobre en medalje af tilsvarende karat ved verdensmesterskaberne i Hviderusland. Efter at første halvdel af konkurrencen er afviklet, indtager den 21-årige danske andenpladsen med 10 point efter den forsvarende mester, australieren Glenn O’Shea, der fører med 7, mens newzealænderen Aaron Gate som nr. 3 har 11 i denne kappestrid, hvor det er placeringerne i de enkelte afdelinger, der overføres til pointkontoen, hvorfor det gælder om at have så lav en score som muligt. Markant spring til fjerdepladsen Efter den førende trio er der et markant spring ned til det resterende felt, som ledes af hollænderen Tim Veldt med 17 fulgt af tyskeren Lucas Liss med 18 og russeren Artur Ershov med 25.
LÆS OGSÅ Danmarks OL-guldvinder skal i duel med verdensmesteren
Det betyder, at Lasse Norman ligger klart bedre placeret end ved den olympiske kappestrid, da han efter de tre første afdelinger indtog femtepladsen med 18 point, hvoraf de 12 var kommet fra udskilningsløbet, som også ved VM i Melbourne, da han erobrede bronze, var hans svageste punkt.
Sjetteplads en stor opmuntring
Dengang kostede den udfordring ham 11 point, og derfor var den sjetteplads, det lykkedes ham at sikre sig i udskilningsløbet, det måske allermest glædelige ved dagens præstation i Minsk Arena.
Af de tre afdelinger, der nu resterer, 4 km forfølgelsesløb, 15 km scratch og 1.000 m, hører først og fremmest de to tidskørsler til Lasse Normans specialiteter.
Forrygende VM-start for Lasse Norman Ved VM i Australien vandt danskeren både 4 km og scratch, mens han blev nr. 3 på 1.000 meteren, og i London sejrede han ligeledes i forfølgelsesløb, blev nr. 2 på 1.000 meter og 5 i scratch. Til sammenligning blev Glenn O’Shea i London nr, 3 i 4 km, 14 i scratch og 3 på 1.000 meteren, mens han placeringer på vej mod sidste sæson VM-titel i Melbourne blev 6, 4 og 2. Mørkøv nr. 12 i finalen Danmark havde yderligere en rytter i aktion på aftenprogrammet, men Jesper Mørkøv kom aldrig til at spille nogen rolle i pointløbet, hvor han sluttede på 12. pladsen med syv point. Mørkøv, der med sin fjerdeplads i World Cup-afdelingen i Cali midt i oktober havde sørget for, at Danmark i det hele taget havde fået adgang til VM i denne disciplin, var indledningsvis fremme i spurterne, men løbet blev afgjort mellem de fem ryttere, der undervejs erobrede en omgang, og her kom danskeren aldrig med. Sikrede sig guld i sidste spurt Spanieren Eloy Teruel førte inden den sidste af de 16 spurter med et enkelt point til den 20-årige englænder Simon Yates, og da denne i sidste forsøg scorede to point, mens spanieren ikke formåede at blande sig i front, var der guld til Storbritannien. Teruel måtte trøste sig med sølv, mens russeren Kiril Shesnikov ligeledes i den sidste spurt snuppede bronzen for næsen af tjekken Milan Kadlec, da begge sluttede på 30 point. Guldvinder i finale efter diskvalifikation




























