En af fransk cykelsports mest populære skikkelser Laurent Jalabert er ifølge flere medier i hjemlandet blevet alvorligt kvæstet, da han under en træningstur på cykel blev ramt af en medkørende bil. Den 44-årige franskmand, der sluttede sin aktive karriere i 2002 efter to sæsoner i dansk tjeneste, hvor han optrådte som Bjarne Riis’ første store internationale stjerne, er bragt til hospitalet i Montauban, og efter de første oplysninger fra ambulancefolkene på stedet har han pådraget sig flere knoglebrud. Blandt andet har Jalabert brækket det venstre skinneben. Havde sin storhedstid i Spanien Laurent Jalabert er stadig en af de mest prominente personligheder i det franske cykelmiljø. Han er ansvarlig for udtagelsen af landsholdet til VM og OL, og han fungerer desuden som tv-kommentator fra France 2 og France 3 ved alle store begivenheder. Jalabert havde således netop i går sat punktum for sit virke i forbindelse med Paris-Nice, som han øvrigt selv nåede at vinde tre gange – i 1995, 1996 og 1997.
LÆS OGSÅ Andy Schleck oplever endnu en bitter nedtur
Sin storhedstid havde Laurent Jalabert på det spanske Once-mandskab, hvor han kørte fra 1992 til 2000, og blandt de mange triumfer ud over Paris-Nice, kan nævnes, at han i 1995 dominerede Vuelta a Espana med samlet sejr i både det individuelle klassement, i bjergkonkurrencen og i pointkonkurrencen.
To gange bjergkonge i dansk tjeneste
Jalabert blev verdensmester i enkeltstart i 1997, vandt Milano-Sanremo i 1995, Flèche Wallonne i 1995 og 1997, Giro di Lombardia i 1997 og Clasica San Sebastian i sine to år på Team CSC, 2001 og 2002.
I sin tid hos Bjarne Riis var Laurent Jalabert desuden med til at fyre op under den danske Tour de France feber.
Franskmanden strøg nemlig både i 2001 og 2002 til tops i bjergkonkurrencen, vandt to etaper det første år og hyldedes ligeledes i begge som den mest angrebsivrige rytter.
I alt noteredes han for fire etapegevinster i Touren, tre i Giro d’Italia og 18 i Vuelta a Espana.




























