Efter næsten 19 måneder uden en sejr leverede den 26-årige irer Dan Martin (Garmin-Sharp) en forrygende bedrift på den 217,7 km lange kongeetape i Volta a Catalunya, da han efter et gigantudbrud kæmpede sig først over målstregen i Port Ainé 1.947 meter over havets overflade og samtidig erobrede WorldTour løbets førertrøje. Denne var blevet ledig på markedet, da indehaveren ved starten på dagens udfordringer spanieren Alejandro Valverde (Movistar) måtte udgå efter et styrt, men på det tidspunkt havde Dan Martin allerede indledt sin målrettede jagt på hæder. Var med i det tidlige udbrud Ireren var nemlig med i det 25 mands udbrud, der etableredes efter 40 km, og han var den eneste, som formåede at modstå de angreb, der blev sat ind fra gruppen med en række af favoritterne på den afsluttende 18,9 km lange stigning op mod mål. Dan Martin kunne på opløbsstrækningen, der var flankeret af høje snedriver på en dag, hvor vejret ellers artede sig vel, juble over triumfen inden spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha) og gårsdagens colombianske etapevinder Nairo Quintana nåede til vejs ende 36 sekunder senere. Belgieren Jurgen Van den Broeck (Lotto-Belisol), hollænderen Robert Gesink (Blanco) og englænderen Bradley Wiggins (Sky) fulgte som de næste med minus på henholdsvis 47 og 51 sekunder samt 1.02 minut – Wiggins i selskab med Martins to amerikanske holdkammerater Peter Stetina og Tom Danielson plus italieneren Michele Scarponi (Lampre). Fører med 10 sekunder til Rodriguez Dermed fører Dan Martin nu med 10 sekunder til Rodriguez, 32 til Quintana, 36 til Wiggins, 39 til Scarponi og 51 til Gesink. Dermed har ireren sikret sig en særdeles fordelagtig udgangsposition til de sidste tre etaper, og han udsættes næppe for alvorlige trusler før finalen på søndag, når løbet slutter på en svær rundstrækning i Barcelonas Montjuich park. Senest Dan Martin sejrede var på 9. etape i Vuelta a Espana 2011, og det år vandt han ligeledes en etape i Polen Rundt samt det italienske endags løb Giro della Toscana, ligesom han sluttede sæsonen flot af med en andenplads i klassikeren Il Lombarda. Garmin-Sharp er nu oppe på tre sejre i år I 2012 gjorde ireren sig bemærket i Volta a Catalunya, da han sluttede som nr. 4, hvilket dannede optakten til flotte placeringer i Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège, hvor han blev henholdsvis nr. 6 og 5. Dagens bedrift bragte Garmin-Sharps sejrstal i denne sæson op på tre, idet en anden af det amerikanske mandskabs unge talenter, amerikaneren Andrew Talansky slog til på en etape i Paris-Nice, hvor han også var meget tæt på den samlede gevinst. Jakob Fuglsang var atter tæt på Jakob Fuglsang (Astana) fik også i dag opmuntrende signaler om formfremgang, selv om han ikke kunne være med helt fremme. Danskeren kom i mål 1.26 minut efter Martin som nr. 13, og han rykkede dermed op på 12. pladsen i klassementet 1.47 minut bagude og 32 sekunder fra Jurgen Van den Broeck som nr. 10. Roche forsøgte sig i soloangreb Team Saxo-Tinkoff var i stand til at praktisere sin plan om at blive repræsenteret i dagens lange udbrud, idet Dan Martins fætter Nicolas Roche var blandt de 25, som fik afstand til feltet efter cirka 40 km. Offensiven bestod af en række særdeles kapable ryttere, og ikke mindst tilstedeværelsen af Martin og dennes holdkammerat, sidste års canadiske Giro d’Italia sejrherre Ryder Hesjedal, udgjorde en trussel mod en række af de øvrige klassementsaspiranterne. Roche tog chancen alene på den næstsidste af dagens store stigninger Port del Cantó, hvor der var 40 km til mål, og han nåede alene frem til den sidste, krævende klatretur. Her blev han dog hentet med 12 km tilbage, og derefter var det slut med kræfterne. Roche satte 16.05 minutter til og krydsede målstregen som nr. 65. Chris Anker punkterede kort før mål Chris Anker Sørensen var uheldig med en punktering fem km fra mål, og det kostede ham et tidstab på 3.15 minutter til Martin, mens Mads Christensen fuldførte som det danske mandskabs næstbedste 6.38 minutter bagude. Sammenlagt er Chris Anker nr. 26 med 4.42 minutter op til den irske dobbelttriumfator.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Efter kongerunden: Bag Troels Lund Poulsen står 87 af Folketingets mandater, mens 84 mandater støtter Mette Frederiksen
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
»Jeg er ærligt talt forbløffet«: Lidegaard, Dragsted og Pia Olsen Dyhr reagerer på Løkkes bombe
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Kongerunde nummer to: Presset stiger på Messerschmidt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























