For tre år siden oplevede den firedobbelte verdensmester på bane Alex Rasmussen sin hidtil mest succesrige sæson som landevejsrytter, da han slog til på prologen i Ruta del Sol, på hjemmebane i Grand Prix Herning samt på to etaper i 4 Jours de Dunkerque. Nu er den 28-årige dansker tilbage i det franske arrangement, hvor han har sin første opgave i et etapeløb efter sin udståede karantæne. Forsøgte at blande sig i finalen Selv om han i modsætning til 2010, da han sejrede, ikke formåede at erobre en topplacering på dagens 155,5 km lange 1. etape fra Dunkerque til Courrières, forsøgte han at blande sig i finalen.
Læs også Alex Rasmussen på skrap opgave i længe ventet comeback
Her gjorde Alex Rasmussen sammen med hollænderen Raymond Kreder et behjertet forsøg på at bringe Garmin-Sharps formentlig mest spurtstærke aktør, australieren Steele Von Hoff, i en gunstig position.
I den meget intense opløbskamp lykkedes det imidlertid ikke ganske, og Von Hoff måtte tage til takke med en placering som nr. 18, mens Kreder og Rasmussen sluttede lige efter som henholdsvis nr. 19 og 22.
Anden sejr i år til ung franskmand
Etapen mundede ud i triumf for den 21-årige franske himmelstormer Arnaud Démare (FDJ) – U23 verdensmester i 2011 på Geels Bakka – hvis mandskab da også havde leveret et ihærdigt stykke arbejde for at kontrollere begivenhederne.



























