Knap otte uger efter at have forladt den hollandske klassiker Amstel Gold Race med et brækket kraveben kunne den 33-årige folkekære franskmand Thomas Voeckler (Europcar) i dag juble over sæsonens første sejr, da han udmanøvrerede tre ledsagere i det afgørende udbrud på den 143 km lange 6. etape i Critérium du Dauphiné fra La Léchère-les-Bains til Grenoble.
Voeckler, der sidste år hyldedes som bjergkonge i Tour de France og i det hele taget har opnået status af noget nær nationalhelt takket være sine bedrifter i den tre uger lange udfordring på de franske landeveje, havde på nedkørslen fra den sidste af dagens fire stigninger Col des Mouilles slået følge med med spanieren José Herrada (Movistar) og de to Astana-ryttere russeren Egor Silin og belgieren Kevin Seeldrayers.




























