Mens det var småt med ordene fra russeren Anastasia Iakovenko og ukraineren Olena Demydova, henholdsvis sølv- og bronzevinder ved U19-pigernes landevejsløb – til deres undskyldning skal det siges, at tolkningen her ved VM her i Firenze er håbløst ringe – snakkede den 17-årige nykårede verdensmester Amalie Dideriksen frit fra leveren både på den officielle, engelske del af seancen og bagefter på dansk.
»Det er selvfølgelig det største, jeg nogensinde har oplevet som cykelrytter, men jeg har da endnu flere ambitioner. Jeg vil også gerne være verdensmester hos de voksne«, lyder det med et smil fra gymnasieeleven, der går i 2. g på Falkonergårdens Team Danmark linje.




























