Godt tre et halvt år efter, han erobrede den sidste af sine foreløbig fire VM-titler på bane i scratch i Ballerup Super Arena, genoptager Alex Rasmussen i morgen den intense satsning på succes i de indendørs discipliner, når han stiller op som en del af dansk cykelsports flagskib på veledromerne, 4 km forfølgelsesholdet, ved sæsonens første World Cup i Manchester.
Nogenlunde samtidig står den 29-årige alsidige pedalatlet foran et nyt kapitel i landevejskarrieren, idet han i den kommende uge præsenteres som trumf på et af de hjemlige kontinentale mandskaber, efter at han siden 2009 har opereret på højeste internationale niveau i denne sammenhæng.




























