Med en eksplosiv finish på den afsluttende stigning op mod mål understregede den etablerede spanske superstjerne Alejandro Valverde (Movistar), at han lige nu oplever en successtart på sæsonen uden sidestykke i sin 13 år lange karriere som professionel.
I det 190,8 km lange Vuelta a Murcia, der for andet år i træk af økonomiske årsager afvikledes som endags arrangement efter ellers altid at have været et etapeløb, trodsede Valverde tilsyneladende umulige betingelser og krydsede målstregen som vinder tre sekunder foran de nærmeste forfølgere portugiseren Tiago Machado (NetApp-Endura) og italieneren Davide Rebellin (CCC).




























