Efter en indledende, markant straffeaktion fra arrangørernes side endte dagens 180 km lange 3. etape i Paris-Nice fra Toucy til motorbanen Magny-Cours ved Nevers forholdsvis fredeligt med tyskeren John Degenkolb (Giant-Shimano) som dobbelt triumfator, idet han susede først over stregen og samtidig erobrede den gule førertrøje.
Inden feltet i det hele taget sendtes af sted, statueredes imidlertid et eksempel over for de mandskaber, der i går ikke sørgede for, at deres ryttere mødte op til den obligatoriske indskrivning.




























