Efter to etaper, hvor Alberto Contador med solid støtte fra sine Tinkoff-Saxo-holdkammerater har holdt sin værste rival, landsmanden Alejandro Valverde (Movistar) i skak i kampen om den samlede førsteplads i WorldTour-løbet Baskerlandet Rundt, er der i dag lagt op til en hidsig bjergduel mellem de to på en af de mest mytiske stigninger i området.
Den 151 km lange 4. etape fra Vitoria-Gasteiz til Arrate slutter nemlig med en klatretur på otte km op til målet foran klosteret Santuario de la Virgen de Arrate, som hæver sig knap 600 meter over byen Eibar.




























