Stor optimisme i danskerlejr inden klassiker

Team Saxo Banks Schleck-brødre er to af de store favoritter i dagens storløb. Arkivfoto.
Team Saxo Banks Schleck-brødre er to af de store favoritter i dagens storløb. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Efter glimrende præstationer i såvel Amstel Gold Race som Flèche Wallonne, hvor det blev til andenpladser til henholdsvis Karsten Kroon og Andy Schleck syder det af optimisme hos Team Saxo Bank inden morgendagens 261 km lange Liège-Bastogne-Liège, som sætter punktum for forårets klassikerserie. »Vi har truppen til at gøre løbet hårdt, og vi har folkene, der kan være med i finalen. Og jeg sætter da næsen op efter, at vi har flere med helt fremme til sidst. Jeg nærer meget store forventninger til dette løb«, siger således holdejer Bjarne Riis, der efter at have overværet Flèche Wallonne på distancen atter er tilbage hos sin ryttere. Brødre er trumferne »Det bliver nok sådan, at Jakob Fuglsang og Gustav Larsson bliver de første, som skal forsøge at skabe splittelse, mens f.eks. Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen skal gemmes til senere. Og det vil da ikke undre mig, hvis en af disse eller begge også får et meget stort ord at skulle have sagt mod slutningen«. »Men selvfølgelig er det Andy og Fränk Schleck, der er vores trumfer. Fränk virkede i orden under den hårde træning på de sidste 110 km af ruten i fredags, og Andy har jo både i Amstel og i Flèche Wallonne bevist, at han er skarp«. Rytterne regner med noget stort Også blandt de otte Team Saxo Bank aktører hersker en klar opfattelse af, at noget stort kan være i vente i Liège-Bastogne-Liège. »Jeg synes, vi i de to foregående løb i denne uge har bevist, at vi har en meget stærk bredde, og personligt glæder jeg mig enormt«, fastslår Chris Anker Sørensen. Den danske mester Nicki Sørensen, der meldes i så forrygende form, at Bjarne Riis overvejede at bremse ham lidt og sætte ham af holdet til Giro d’Italia for at have ham til rådighed i Touren – den plan er dog ikke blevet til noget – ser frem til en spændende dag. Dansk mester venter hård finale »Jeg regner med, det bliver et fantastisk cykelløb, som i den afsluttende fase bliver uhyre begivenhedsrigt og knaldhårdt«, vurderer Nicki Sørensen, der ikke lægger skjul på, at han føler sig særdeles godt kørende i øjeblikket. »Côte de la Redoute nævnes jo normalt som den af stigningerne, hvor det afgørende angreb kan sættes ind, og den vil da nok igen sørge for udskilning. Men som jeg ser det, bliver den næste, Côte de la Roche aux Faucons, som er forholdsvis ny i løbet, stedet hvor det store mandefald indtræffer«. »På det tidspunkt er der 20 km til mål, men det vil ikke overraske mig, hvis der efter den udfordring kun er fem-ti stykker helt fremme. Så det er her, det for alvor gælder om at holde sig til«. Oppe mod en flok superstjerner Givet er det, at Team Saxo Bank har imponeret på det seneste, og umiddelbart synes det også som om, at truppen har så højt et aktuelt format, at den meget vel kan betegnes som feltets stærkeste. Men det ændrer ikke på, at Schleck-brødrene og Co. er oppe mod en flok superstjerne, der tidligere har dokumenteret, at de mestre lige netop en begivenhed som denne. Valverde jagter tredje sejr Det gælder først og fremmest den dobbelte sejrherre Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne). Spanieren har hentet fine placeringer i både Amstel og Flèche Wallonne, men mangler tilsyneladende lige det sidste for at nå helt til tops. Om han mobilisere denne rest i dag, kan kun tiden vise, men at han har klassen til at gøre det, dokumenterede han både i 2006, da Paolo Bettini og Damiano Cunego måtte se sig henvist til podiepladserne, og sidste år, da han i spurten afviste Davide Rebellin og Fränk Schleck. Rebellin vil gentage bedriften Med tanke på indsatsen i Flèche Wallonne er den 37-årige veteran Davide Rebellin måske det varmeste bud på succes af alle. Efter opvisningen på Mur de Huy har den ellers så beskedne italiener klart tilkendegivet, at han føler sig parat til at gentage bedriften fra 2004, da han slog til i begge de belgiske Ardenner-klassikere. Og så kunne han endda også smykke sig med sejren i Amstel Gold Race. Cunegos store mål Heller ikke landsmanden Damiano Cunego forsøger at skjule sine ambitioner omkring Liège-Bastogne-Liège. »Jeg er tilfreds med mine præstationer i den forløbne uge, og både Amstel og Flèche Wallonne har jeg kun set som forberedelse til denne sidste klassiker i foråret. Den har hele tiden stået som mit store mål«, konstaterer Damiano Cunego.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her