Mens drømmene allerede suser på langfart mod et væld af forestående spændende opgaver, kunne Michael Valgren i dag fryde sig over, at hans imponerende bedrifter i den professionelle debutsæson hos Tinkoff-Saxo har dannet baggrund for valget af ham som modtager af den eftertragtede udmærkelse Årets Cykelrytter 2014.
I en afstemning blandt Danmarks Cykle Unions medlemmer – kun én votering pr. næse – sejrede det 22-årige stortalent i et eksklusivt felt på i alt fem kandidater, som på forhånd var nomineret af en komité.




























