Sindsoprivende minder fra dødsulykken under Giro d’Italia for fire år siden, da belgieren Wouter Weylandt omkom efter et styrt på en nedkørsel, dukkede på uhyggelig vis op i erindringen, da den lille italienske klatrer Domenico Pozzovivo (Ag2r-La Mondiale) knap 30 km fra mål på dagens 136 km lange 3. etape fra Rapallo til Sestri Levante blev liggende livløs efter et voldsomt møde med asfalten.
I høj hastighed på vej ned fra Barbagelato-stigningen skred forhjulet på Pozzovivos cykel pludselig ud, så han ikke havde en chance for at undgå at vælte, og han ramte vejbanen med stor kraft.




























