Egentlig var der ikke lagt op til den voldsomme dramatik på dagens 182,5 km lange 8. Vuelta a España-etape fra Puebla de Don Fadrique til Murcia, men det kan nok være, at den udviklede sig på en ganske anderledes kaotisk måde end den forudsete fredelige.
Således sås en rasende Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) knap en halv snes km fra mål sparke til alt, hvad der var i nærheden, efter et ublidt møde med asfalten, som den 25-årige slovak tydeligvis mente var forårsaget af nogle af de ledsagende motorkøretøjer i karavanen.




























