Med sejr i tre af de fire første styrkeprøver i seksdagesløbet i Gent signalerede den tidligere danske parløbsverdensmester Michael Mørkøv og den lokale helt Iljo Keisse straks fra start, at de satser maksimalt på at leve op til favoritværdigheden i den 75. udgave af arrangementet på den belgiske velodrom.
Og trods en forskrækkelse i det afsluttende parløb, da den 32-årige belgier udsattes for et styrt – tilsyneladende uden alvorlige konsekvenser – går parret ind til de fortsatte strabadser i føring og med en god portion optimisme hos den danske seksdagesstjerne.




























