Godt tre en halv måneder efter, at han i hovedstaden Richmond i den amerikanske stat Virginia for anden gang i sin unge karriere fik trukket regnbuetrikoten over hovedet som bevis på, at han er verdens bedste enkeltstartsrytter i sin årgang, modtog Mads Würtz Schmidt i dag yderligere en eftertragtet anerkendelse for sin exceptionelle præstation.
Blandt fem nominerede har Danmarks Cykle Unions medlemmer nemlig valgt den 21-årige VM-guldvinder til Årets Cykelrytter 2015, og under bragende bifald fra også sine fire rivaler til titlen hyldedes han af DCU’s afgående formand Niels Sørensen ved en festlig seance i Postnords nye hovedkvarter i Kastrup.




























