Det økonomiske rod, der det seneste par år har udløst underskud i millionklassen og bragt egenkapitalen i minus med halvanden mio. kroner, signalerede på et tidspunkt et muligt oprør mod den siddende bestyrelse i Danmarks Cykle Union.
Men det drama, der måtte have udspillet sig på ledelsesplan, har holdt sig i kulissen, for da de 33 stemmeberettigede repræsentanter i dag på den årlige kongres i Kolding skulle træffe valget mellem det etablerede systems kandidat til den ledige formandspost og manden, der stillede op til kampvalg med gennemgribende oprydning og nytænkning på programmet, foregik alt fuldstændig fredsommeligt.




























