Som om hun aldrig havde foretaget sig andet end i 11. time at erobre en olympisk billet, optrådte det 19-årige supertalent Amalie Dideriksen ved verdensmesterskaberne i London med optimal taktisk snilde og fysisk styrke i den sidste af de seks afdelinger, 25 km pointløb, der skulle udløse den endelige spænding om, hvorvidt Danmark skal være repræsenteret i disciplinen ved OL til sommer.
Nu blev det faktisk aldrig særligt spændende – dertil havde den rød-hvide teenagestjerne med de talrige medaljer fra ungdomsårgangenes mest betydende internationale styrkeprøver på både bane og landevej så fuldstændig kontrol over den lille håndfuld rivaler, der eventuelt kunne have spoleret hendes drømme.




























