Med en fart på tæt op mod 70 km/t lykkedes det kun takket være en nærmest mirakuløs ekvilibrisme den australske indehaver af den gule førertrøje Michael Matthews (Orica-GreenEdge) og franskmanden Nacer Bouhanni (Cofidis) at holde sig på cyklerne, da deres hidsige duel om sejren på 2. etape i Paris-Nice mundede ud i et eksplosivt drama.
Bouhanni susede først over stregen efter de 213 km fra Contres til Commentry tæt fulgt af Matthews, der rasende gestikulerede i protest efter på de allersidste meter at have været i en så knaldhård infight med franskmanden, at det er et under, den ikke resulterede i et sindsoprivende styrt.




























